Her bringes personlig beretning fra et ungt menneske. Vi håber nogen kan bruge det til noget. Fx få mod til at springe ud, skrive en blog eller begynde at elske sig selv!
NO MORE LIES. 23.08.10
Indtil for nylig har jeg i mit liv valgt ikke at definere min sexualitet og mit køn, fordi det ikke har givet mening for mig. Fordi jeg har set det som noget flydende, hvilket jeg stadig mener det kan være. Det kan da godt være at jeg i fremtiden går tilbage til ikke at definere mig selv. Intet er evigt i min verden. Men lige nu har jeg behov for at definere mig selv, som en del af den proces det er at lære acceptere mig selv. Jeg føler at hvis jeg vælger anti-definition, så er det lettere at holde realiteten på afstand. Jeg er lesbisk.
No more lies. Det gælder i hvert fald et område. Det her er en hård periode i mit liv. Jeg forsøger fortsat at fortrænge, men det er som om at for hver dag der går, trænger det hele sig mere og mere på. Lysten, følelserne, sandheden, mig. Det går næsten ok når jeg er ædru. Men de få gange jeg har drukket for nylig, er jeg brudt totalt sammen, hvor jeg græder meget længe, nej faktisk hulker. Og føler mig så dybt ulykkelig. Forleden fik jeg også angst.
Jeg ved at det ikke kan fortsætte sådan her. Det bliver hårdt, det bliver nok pisse hårdt, men jeg håber det er det værd. Jeg er nødt til at befri mig selv, i det mindste fra min egen undertrykkelse. Nu hvor jeg er flyttet til Kbh, og starter på uni med helt nye mennesker, så er det en form for ny start. Plus at det er en storby, så der er flere muligheder for udfoldelse, og forhåbentligt lidt flere lidt mere tolerante mennesker. Her er så min beslutning, som jeg ikke længere kan udskyde: no more lies:
Jeg vil ikke gøre noget som helst for at forsøge at skjule min seksualitet
Jeg vil ikke længere lyve når nogen spørger mig eller lyve ved at fortie og lade som om sex/følelser/forelskelse/forhold ikke interesserer mig
Jeg vil fortælle familien sandheden når de spørger mig om jeg har fundet en fyr, og alle de andre små hentydninger
Jeg vil lade være med at fortie når nogen går ud fra at jeg er hetero
Det skylder jeg mig selv
Det bliver ikke let. Men sådan er det. Hellere forsøge at blive fri end at undertrykke sig selv, lyve og skamme sig. Jeg har ret til at udfoldes og føle kærlighed og have et sexliv. Jeg er også bare et menneske. Jeg er kun 20 år. Disse ting fylder meget i mit liv.
Det sværeste bliver det med familien. Men fortielse er en grim ting. Jeg ønsker at de kender mig og det som er en stor del af mig. Benægtelse er ingen løsning. "Stay true" er den største udfordring. Men det er for uholdbart at lade være.
Det allersværeste er faktisk at få mig selv til at acceptere mig selv. Jeg ved ikke hvorfor det er så svært. Men jeg synes næsten det er pinligt. Jeg har måske altid opfattet mig selv anderledes? Som en pige der skulle have mand og børn. Måske har det altid ligget i kortene? Måske er jeg bare totalt indoktrineret af samfundet omkring mig? Jeg prøver at skabe mine egne parametre/værdier at måle mig selv ud fra, men det er pissesvært. For jeg lever jo ikke i min egen verden. Jeg lever i et samfund som jeg deler med mange andre. Jeg bliver målt og vejet ud fra normer og idealer, som jeg ikke selv har opfundet og måske ikke engang har anerkendt. Hvorfor måler jeg så mig selv ud fra dem? Måske fordi sådan er jeg opdraget? Måske fordi mennesket er et socialt væsen, som higer efter anerkendelse og tilhørsforhold?
Tænk nu hvis det du vejer dit værd efter er ugyldigt. Det er det måske. Det er ikke noget kategorisk eller en objektiv sandhed. Det er måske kultur. Men hvorfor presser det så mange mennesker ned? Hvad skal vi bruge det til, hvis det ødelægger så mange menneskers selvværd og måske endda deres liv?
Jeg har fået nok. Det er nærmest umuligt at frigøre sig totalt, det ved jeg. Men man kan i det mindste forsøge at give sig selv lidt plads. Anerkende sig selv. Vedkende sig en selv. Være sig selv bekendt. Hvorfor skal jeg skamme mig over ikke at leve op til andres forventninger? Er det fordi jeg er kvinde? Er det fordi jeg er opdraget til at måle mig selv ud fra hvor godt jeg lever op til forventninger/idealer/normer? Hvem har opdraget mig sådan og hvorfor? Og hvem får noget ud af det? Jeg tænker tit, at der findes alt for mange ulykkelige mennesker.
Hvad skammer du dig i virkeligheden over? Jeg ved det ikke helt. Men jeg ved at en af tingene er, at jeg overhovedet har forsøgt at leve op til forventningerne. Men hvem har ikke det? At jeg har fortrængt nogle essentielle dele af mig selv. At jeg har gjort ting jeg ikke ville og behandlet mig selv dårligt, og at jeg først selv har kunnet se det efterfølgende. Men det er ok. Nu vil jeg forsøge at tilgive mig selv. Og gøre det bedre i fremtiden. Fordi jeg tror jeg fortjener det.
