"Er du så lesbisk?"
Spørgsmålet om hvad Queer er, er et meget konkret spørgsmål. Google it. Men det spørgsmål jeg aldrig får stillet er - "hvad er det at være queer - for dig?" - derfor har jeg aldrig haft mulighed for at svare på det, hvilket jeg vil gøre nu.
For mig er queer ægte kærlighed. Betingelsesløs kærlighed til alt hvad der er, og ikke en krævende kærlighed der vil have noget for noget. Og ikke en kærlighed der bør skelnes mellem alt efter hvilket biologisk køn den er rettet mod.
For mig findes det psykologiske køn ikke, før du selv har påtaget dig at være det. Det der personligt rammer mig mest er den måde hvorpå normerne forventer af individet at det retter sig ind efter gammeldags, snævertsynede kønsroller, i stedet for at lade det psykologiske køn være op til individet selv at vælge - eller nægte at vælge.
Jeg nægter pure at vælge. Jeg er intet og alt. Jeg er kvinde, jeg er mand, jeg er aseksuel, jeg er seksuel, jeg er fri. Idag er jeg en prinsesse - imorgen er jeg en betonlebbe.
Første spørgsmål der altid bliver smidt på bordet hvis jeg siger, at jeg ikke tror på seksualitet som en ting du kan stemple dig selv med er: "Ej, er du lesbisk?" Nej. "Er du så biseksuel" Nej. "Jamen, er du heteroseksuel" Nej. Jeg er alt, fordi mennesket er seksuelt. Du er alt, fordi du er seksuel. Denne trang til at putte alting i kasser er ikke noget vi er født med - det er noget vi har fået trukket ned over hovedet fra vi var helt små.
Endda, selv den mest frisindede forælder der siger til sit barn (og oprigtigt mener det) "Hvis du en dag kom hjem og fortalte at du var homoseksuel ville jeg give dig et kæmpe knus og sige, at jeg elsker dig ligeså højt som før, er stolt af dig, og meget gerne vil møde din kæreste" giver kun valget "normal" eller "ikke normal - men jeg er OK med det".
"Mor, far. Sæt jer ned.. Jeg er queer, og ser ikke på seksualitet og køn som i ser det" er bare langt mere abstrakt og svært at forholde sig til. For så kommer spørgsmålet "Jamen, er du da homoseksuel?" Nej. Jeg er queer.
Det psykologiske køn, er for mange en svær ting at forholde sig til. For at være norm-kvinde, hvis man rent biologisk er det, synes at være holdningen hos de fleste. Nogle har aldrig skænket det en tanke, og andre mener at hvis man havde fået nok Barbie at lege med i sin barndom, var skaden aldrig sket.
Dem, det er sværest for, er folk der føler sig så stærkt som det andet køn også rent biologisk, at de føler sig fremmed i deres egen krop. Nogle lever med skammen og hadet til sig selv i mange år, mens andre gør noget ved det; Det kan være en 50-årig biologisk mand du møder ved busstoppestedet. Det er ikke til at tage fejl af, at han rent biologisk er en mand, men han er klædt i kjole og høje hæle. Bliver du bange for ham, fordi du bliver bange for dem, hvis køn og seksualitet du ikke kan putte i en tryg kasse? Eller bliver du bange for dig selv, fordi du faktisk ikke føler det virker forkert - men at du ved at det burde du gøre, fordi normerne er blevet brudt lige for næsen af dig?
Udfordrer normerne, og være ligeglad. Tag en kjole på imorgen! Eller måske tylskørt, gummirøjser og vest. Måske er du træt af hele tiden at leve op til idealet om den pæne pige i nederdel - tag træningsbukser på og nyd følelsen af at du kan være, og er så meget mere end det du hidtil gik og troede.
Måske er du bange for at springe ud som afklaret homoseksuel/biseksuel/transperson/aseksuel/queer - gør det og vær stolt af at du ser verden fra en skæv vinkel, en spændende og udfordrende vinkel der prøver grænser af for dig selv. Og føl dig fri.
For det er det, det hele handler om.
Endless love and respect,
And lots of queerliebe
