Hvad sker der? Jeg skulle tilbringe hele sidste weekend sammen med en gruppe nye mennesker. Før jeg tog afsted brugte jeg lang tid på at finde ud af hvad jeg skulle tage på, ikke mindst til festen lørdag aften. Det irriterer mig virkelig at jeg overhovedet bruger tid på det.
Jeg tænker på hvem jeg vil være idag; maskulin, androgyn, feminin, sort, farverig osv. Men så var det jeg mindede mig selv om, at jeg ikke er mit tøj eller disse roller. Hvad med bare mig? Hvor er det? Måske et sted midt imellem. Og det skifter fra dag til dag, min identitet, så jeg kan ikke på en dag "præsentere mig selv", for i morgen er det måske noget helt andet, og så meget identificerer jeg mig altså ikke med mit ydre - eller hvad?
Frigørelsen ligger i bevidstheden om at jeg ikke er rollerne og rollerne ikke er mig. Jeg kan påtage mig forskellige roller både i udseende/tøj og adfærd og i mine egne tanker. Fx feminin, maskulin, androgyn, macho, stereotyp bøsse, hetero, moderlig, faderlig, sød pige, betonlebbe, hippie, punker, intellektuel, indie, klassisk musiker, hipster, drag queen, drag king osv.
Men det skifter, og enten er ingen af dem min identitet eller også er de alle.
Jeg skifter mellem rollerne, fordi jeg experimenterer. Prøver at finde ud af hvad jeg kan lide og ikke lide, og udfordre mine egne og andres grænser og vanetænkning. Prøver at slå fast (mest af alt for mig selv) at man ikke kan dømme en person på dens umiddelbare fremtoning eller gå ud fra at det afspejler personligheden. Eller også kan man godt, men man må vænne sig til at det kan være en bevidst påtaget rolle, som kan skiftes ud.
Men hvorfor ikke bare være dig selv?
- vil nogle nok spørge. Fordi det er pissesvært at finde ud af hvad man virkelig vil. Svært at finde ud af hvad eller hvilken rolle der er en selv, når man konstant bliver og altid er blevet påvirket af omgivelserne. Når man lever med en forventning om hvordan man skal være i forhold til biologisk køn, sexualitet, nationalitet, job, uddannelse, musiksmag, familie, politisk holdning osv.
Jeg har ikke lyst til at bo i en kasse og se verden gennem kasser, fordi de lyver og de begrænser, og presser os til små firkanter leverpostej som lugter dårligt.
De skaber en forudindtaget mening om andre mennesker, som gør at der er en masse fantastiske mennesker man aldrig kommer til at snakke med, lære at kende eller hvis kærlighed man aldrig kommer i nærheden af.
Så er det bedre at være flydende. Flyde rundt. Leverpostej eller ej.
Mission: at ødelægge alle kasserne!
<3 <3 <3
