Feminisme anno 2014 (?)

Velkommen tilbage til Queerliebe!

Idag er det som bekendt Kvindernes Internationale Kampdag. I formiddags var jeg til et debatarrangement om feminisme anno 2014 på Nørrebro Teater. Men det var så kedeligt, at jeg måtte gå ud i byen og slikke sol. Livet er for kort til old news og prætentiøse ord når foråret er naivt og liderligt.

Denne queer er meget træt. Jeg er træt af ord. Træt af at debattere. Træt af at høre om at alle virkeligheder bare er konstruerede. Træt af at høre om meget simple og grundlæggende ting om queer(teori) og feminisme. Nogle mennesker er bare ikke kommet videre end hvor de (eller vi) var i 00'erne. Jeg er så træt af at diskutere. Den såkaldte venstrefløj sover og det har den gjort længe. Jeg vil se handling! Handling eller kaos!

Anyways, jeg synes faktisk om hele idéen om at prøve at sætte ord på hvad nutidig feminisme er for en størrelse og hvor vi er på vej hen. Jeg vil give mit bud. Jeg har egentligt ikke så meget at bygge det på, eftersom jeg ikke ved meget om hvad der rører sig i de feministiske miljøer. Jeg ser aldrig nyheder og er absolut ikke aktiv i politik mere. Men jeg er dog en person med en krop, som lever i dette samfund side om side med andre personer med andre kroppe og det er jo en historie i sig selv.

Hvad er feminisme anno 2014?
Tja, jeg ved ikke hvad det er. Men jeg ved hvordan jeg synes det skulle være. Først og fremmest synes jeg der er nogle ting vi er nødt til at tage afsked med før vi kan komme videre.

Det ydre
QUEER ER ET PERSPEKTIV. nej det handler ikke om du har hår her eller der, din frisure, din makeup osv. yup kroppen er en legeplads og med simple virkemidler kan man trække kroppen i en mere maskulin eller feminin retning, altså bygget på det vi selv kalder det undertrykkende systems definition af de to poler. men du bliver ikke queer af at have hår under armene og du behøver ikke have kort hår eller whatever for at være feminist. måske er det spændende for nogen, men jeg synes det er direkte kedeligt og jeg synes det fjerner fokus fra at feminisme og queer er SÅ MEGET MERE. Queer er ikke en tøjstil, en sexualitet, undergrundens svar på en hipster, en samlet personlighedspakkeløsning eller endnu et label man kan købe i mega-sejt-og-meget-præcist-defineret-og-slet-ikke-forvirrende-klistermærke-i-panden-shoppen.

DU har svaret. DU ved hvad queer er. Du ved hvad feminisme er.

Genopdragelse
Målet er ikke at feminisme som ideologi skal udbredes. At feminisme bliver accepteret af samfundet. Feminisme skal ikke være en modbevægelse, noget der skal kæmpes for, noget særligt radikalt. OK nu kalder vi det queerfeminisme. Queerfeminisme skal være SELVE systemet. Vi skal ikke bare oplyse og informere folk. Vi skal genopdrages! Opdragelse er ikke det samme som en forelæsning. opdragelse er at gøre noget og så gøre det efter og man er et forbillede for den næste generation, som giver det videre etc. vi skal genopdrages. Det er ikke nok at kvinder/transer/homoer/genderbending heteroer/whatever kinda queers får (næsten) lige rettigheder og kan få lov til at ytre deres forfærdelige feministiske holdninger, for vi skal jo alle have lov til at mene vores. Nej, vi må nedbryde alt det gamle og bygge noget nyt op. Og som vi ved skal der ske en nedbrydning først. Hurra!

Feminisme anno 2014 handler om OS SELV
Det er nemt nok at sige at det bare er de andre der skal oplyses, alle dem som ikke lige kender de fancy begreber eller har mødt en queer eller en feminist og selvfølgelig alle undertrykkerne, dem som har privilegierne, de heteroseksuelle, de glatbarberede, alle de pissefucking normative personager. Jamen jo, kære ven, det er også en god plan, som virkelig er nødvendig!
Men først må vi se på os selv. Og det kommer til at gøre ondt. Sandheden er at jo mere frigjort man bliver, jo mere får man øjnene op for alt det man stadig er bundet af. Måske er det derfor nogle feminister og queers ofte er lidt vrede. Tilgiv os.

Først må vi se på hvilke spor de undertrykkende strukturer, vi er vokset op med, har sat i vores kroppe og vore sjæle. Jeg er syg fordi jeg er et produkt af en syg kultur. Jeg har et sygt forhold til min egen krop. Jeg har et sygt forhold til relationer. Jeg har et sygt forhold til kapitalismen. Jeg har et sygt begrebsapparat, som har ord til at beskrive to køn og kvindekamp, men ingen ord for alt derimellem eller for undertrykkelsen af mandlige kroppes udfoldelse.

Lad os afskaffe ordet feminisme og opfinde nogle andre ord.

Hvordan? det ved jeg ikke. Jeg kan ikke skrive mere.

Reborn

jeg tror vi alle går rundt og drømmer om at blive genfødt. i dette liv. "født på ny". det lyder godt. det må være en god følelse. som en ryger der stopper med at ryge. som en overvægtig der taber sig. som en emo der stopper med at drikke rødvin og tænkte negative tanker.

vi venter. jeg venter på at der sker noget nyt. jeg venter på at lykken kommer flyvende. jeg venter på at nogen giver mig en ny krop og et nyt sind. jeg venter på at jeg bliver dygtig til noget. jeg venter på at nogen kommer og redder mig.

MEN DET GØR DER IKKE!!!

der er kun det som er nu. alt er som det er nu. det må du acceptere. og hvis du vil noget andet, så må du gøre noget andet.

jeg mangler tålmodighed. små skridt er nøglen. det er som om jeg kun kan tage kæmpestore skridt. jeg VIL kun tage store skridt. men det orker jeg ikke. så det ender med at jeg bare sidder fast.

fuck

du kan bruge al din tid på at finde ud af hvorfor din mave er oppustet, hvordan du får den perfekte krop, detoxe, lægge den perfekte ugeplan, overveje hvordan du skal stoppe med at drikke kaffe, fordømme andre, kritisere dig selv, være bitter over alt det du ikke gør, pille i din egen fucking navle og drukne dig i det existentielle selvmords boblende lava.

ELLER du kunne bruge tiden på at lave noget. at leve. at gå ud i verden. at få udrettet noget af det du vil. udforske, udvikle. DANSE. og så er det måske ikke så pisse vigtigt, om du lige har indtaget 200 mg  koffein for meget, har appelsinhud på lårene eller verdens mindste patter.
for du kan elske.

Hej hej

.

jeg vil bare gerne have min krop i fred.

accept

jeg er lidt nervøs. fordi jeg i aften skal ud i verden som mig selv. mig selv? jeg har en til tider iøjenfaldende tøjstil. jeg kan virke meget alvorlig og kedelig. jeg drikker ikke. jeg hader smalltalk. jeg ser måske meget træt ud. jeg har små bryster. jeg føler mange følelser hele tiden. jeg savner dig forfærdeligt meget. og det er ok. det hele er ok.

labels

fuck definitioner. hvor har jeg været det sidste år? har jeg sovet? tja. jeg er queer. det kan jeg bare mærke. selvom mit udtryk har ændret sig. jeg ligner til tider en stereotyp kvinde (bortset fra kropsbehåringen). men betyder det at jeg lige pludseligt skal opføre mig anderledes? nej. så er vi tilbage ved den evindelige problemstilling. skal mit udseende definere min sexualitet? nej. er det ikke det vi ønsker at tage afstand fra? Kære queer, ønsker du selv det? så lad være med at dømme "de heteroseksuelle" på den måde. Ja, de fleste mennesker ligner måske stereotypen på en heteroseksuel person, men betyder det at de er det? Come on. Jeg har holdt en pause fordi jeg er så pisse træt af fordømmelsen. Den fordømmelse som altid vil udspringe af et kulturelt alternativ til det normative. Fint nok at vi erkender, at der findes undertrykkere. Men det er ikke alle "heteroer" - og at dømme folk ud fra hvem de har sex med? Jeg behøver vist ikke sige mere.....
fuck definitioner. dette udsagn har fået fornyet energi i mit liv. jeg har følt at jeg skulle opføre mig på en bestemt måde, fordi jeg (i hvert fald fysisk) lever op til den og den kønsrolle. "er du så ikke lesbisk mere?" Jeg nægter at definere mig selv. Jeg agter at nægte at definere min sexualitet og mine relationer. "Kan du så kalde dig queer?" Det vil jeg skide på. Jeg er bare et menneske.

om amori

Igår var aftenen hvor jeg skulle overtale X til at lave et barn med mig. Og her indtræffer livets store spørgsmål: hvordan kan en person klædt i lilla fra top til tå nogensinde overtale nogen til noget?

Han er perfekt. Set med fornuftens øjne. Pæn, smuk, flot hår, flot hud, flot krop, flotte øjne, flotte tænder, højtuddannet, godt job, god indtægt, vegetar, maratonløber, bisexuel, sprirituel, moden på den rette måde, kulturinteresseret, opera-gænger....

Jeg har længe haft denne idé. For det første har jeg været meget skruk de sidste tre år. For det andet mener jeg det er for usikkert at basere en familie på et romantisk kærlighedsforhold. Fordi det er ustabilt. Fordi forelskelse sandsynligvis er en illusion. Derfor fik jeg den idé at få et barn med en ven. For det forhold må kunne holde. Vi kunne anvende insemination og behøvede derfor ikke dyrke sex.

Jeg havde overvejet ham her længe. Men han ville altså bo sammen. Ok, ikke en del af min oprindelige plan, men sikkert praktisk og godt for barnet.
Så jeg har forsøgt at forestille mig os to og et barn i et forstadsrækkehus i 18 år. Uden sex, uden kærester. Vi kunne selvfølgelig have et åbent forhold. Men mon det øger dating-chancerne, at man bor sammen med ham man har et barn med? Næppe.
Det ville være så praktisk, denne konstellation. En form for arrangeret ægteskab, en alternativ familie, totalt progressivt i nogle øjne. Økonomisk sikkerhed, som kunne gøre, at jeg kunne bruge al min tid på min (økonomisk ufornuftige) kunst.

MEN - jeg tror jeg allerede har droppet det. Jeg kan ikke. Det føles ikke rigtigt. Det tænkes rigtigt. Men jeg lever på følelser.

Måske er idéen om parforholdet og dertilhørende forelskelse en syg illusion. Men hvilken illusion.
Fra nu af er jeg ligeglad med om noget er en illusion eller ej. Jeg vil bare leve det. For mig existerer der kun stemninger, øjeblikke.

Jeg lukker øjnene og mærker. Hører kærlighedstemaet fra Jurassic Park for mig. Det får mig til at smelte. Det er min sang, for jeg har selv spillet den med min egen krop, i det mest fantastiske falske forår, jeg nogensinde har oplevet.

Jeg tænker tilbage på dengang jeg var hjemme hos Y, og vores forhold egentligt var afsluttet. Vi drak kaffe siddende på sengen. Det uundgåelige måtte ske. Han lagde hovedet i mit skød, jeg nussede hans hår. Det var som om min mave blev svimmel. Det føltes så fucking rigtigt. Den følelse - er det bedste i verden. Jeg kan næsten føle den endnu. Den breder sig i hele kroppen. Suk.

Den samme form for følelse kan man opleve fysisk, når man spiller musik. Trods alle de hårde, ensomme, slidsomme dage på øvebænken. Falske toner, manglende koncentration, mislykkede koncerter, middelmådige præstationer....
- så kan det ske, lige pludseligt, for enhver. Et øjebliks lykke, fuldkommenhed, et stykke angst overdækket med kosmisk solskin. Og vi ved det - vi ved, at det er derfor vi fortsætter. Dag efter dag. Lever, ånder, græsser, danser, tekster.

Og dér kom en tanke til mig; jeg vil hellere opleve 28 minutters ægte, passioneret, altopslugende, vanvittig, teenageforelskelsesagtig - kærlighed, end et helt liv et et arrangeret, måske forholdsvis velfungerende, venskabeligt forhold (hvor mange børn det så end kunne bibringe mig).

For jeg er et menneske, som lever for de små og store øjeblikke, og lever dem, uanset prisen.

Det er du måske også?
TILLYKKE med det !
<3 <3 <3

Glædeligt forår

soundtrack

the looks

Drømte at mit hår var blevet klippet kort. Og jeg var ikke glad for det. Følte jeg havde mistet noget. JA, kære læser, denne tidligere skaldede androgyne emo er blevet en rigtig kvinde. Og dog, ville nogen måske sige. Jeg forstår nu filmen "Antichrist". Naturen styrer kvindens krop. Min krop. Hormoner driver mig i de mærkeligste retninger. Mod stereotyper. Mod testosteronpumpede kroppe. Mod popmusik. Ansigt til ansigt med mit eget indre dyr. HEJ
Måske leger jeg bare. Måske elsker jeg. Måske er det menneskeligt. Måske svæver jeg i det tomme rum.

Er alle med?

Is this a free woman?

Is this a free woman?

LET THE BODY SPEAK

Movember - krop og skæg

Hej mennesker!

Det er længe siden jeg har skrevet. Jeg har levet i et straight liv.... eller har jeg?

Denne queer har fået langt, glansfuldt hår, store muskler, trimmet kropsbehåring og er begyndt at score det modsatte køn. Velkommen til mit liv.

It's MOVEMBER! og det synes jeg i bund og grund er ret nice :)

I fredags var det Have Sex With a Guy With A Moustache Day. Denne videokampagnes heterosexistiske undertoner gider jeg slet ikke bruge tid på.. jeg vil hellere dele nogle andre tanker med jer.

For et år siden havde jeg med sikkerhed gået rundt med malet overskæg i denne her måned. For jeg skulle da også være med. Som de siger i videoen, hvad kan kvinder gøre for at støtte Movember? åbenbart ikke andet at have sex med en mand med skæg. Nå, som sagt nok om det...

Jeg tænkte, at jeg ville have mig et overskæg præcis den dag, for man kunne vel også bare score en kvinde med overskæg... altså mig. Så det fik jeg. Men jeg havde det rigtigt mærkeligt med at skulle gå ud i det offentlige rum med det. Der var engang, hvor jeg ville have gjort det uden overvejelse.

Hvorfor føler jeg ikke rigtigt for det nu?
Jeg tror jeg har flyttet fokus fra udseende, den ydre queer, til noget andet. Eller også er jeg blevet normaliseret. Eller også er jeg bare pisse træt af at diskutere, at være den bitre feminist.

Ja, tro det eller ej, kære queers, måske er denne queer blevet træt af at være vred!

Tilbage til Have Sex With a Guy With A Moustache Day.

Begynder dagen iklædt sort skjorte og overskæg. Har det godt. Ser mig selv i spejlet. Tager billeder. Vasker overskægget væk.

Ser mig selv iføre mig en stram kjole, som fremhæver min velformede røv og mine fødedygtige hofter. Tager 2 bh'er på, så mine bryster ser større ud. Eyeliner og mascara og masser af læbepomade, så jeg får store fugtige læber og ditto øjne. 

Kan ikke kende mig selv. Kan aldrig kende mig selv. Er konstant frustreret, undtagen når jeg er nøgen.

Hvad er problemet? At jeg føler mig som en kæmpe fake i begge outfits. At jeg føler alle fokuserer så meget på udseende, ikke kun det, men image, iscenesættelse, identitet, statement, signalement. Det gør jeg også. Ingen kan sige sig fri. Nej, heller ikke diverse subkulturer. Queer, gay, punk, ungdomshuset, alternative, whatever I nu kalder jer selv, især ikke jer. Os. Er det ydre virkelig det, som repræsenterer en person, er det en spejling af identiteten? Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg meget sjældent føler mig som mig selv. Hvad skal jeg gøre?


Nå, af med makeuppen. Jeg træder ud i verden med et nøgent ansigt, som udtrykker den oprigtighed, jeg søger hos andre.

P.S. Jeg er et overfladisk menneske.

Kasser overalt.

Jeg har hår under armene. Men ikke så ofte mellem benene.

Det får jeg rigtig tit spørgsmål omkring.

Jeg prøver på ikke at lade samfundet definere, hvordan jeg skal opføre mig. Det er lykkedes mig på flere punkter at bryde ud af den lille kasse, der kaldes "kvinde", men til min ærgrelse betyder det blot at folk sætter mig i en ny kasse.

Min roomate har lidt af det samme problem. Hver gang han fortæller folk, at han ikke føler sig tilpas nede i den lille kasse ”mand”, putter de ham straks ned i en ny lille kasse, hvorpå der står ”homoseksuel.”
Underforstået: En rigtig mand er hetero. Hvis man ikke føler sig som en rigtig mand, må man være homo.
Man kunne føre den videre – ikke rigtig mand → en form for halv mand → en kvinde. Og kvinder tænder jo på mænd. Sådan er det.
I har alle sammen hørt den samme tankegang den modsatte vej. Bøsse → ikke rigtig mand → halv mand → kvinde → elsker lyserødt, har løse håndled, etc.

Det er mennesker, jeg normalt betragter som værende ret frigjorte, der spørger mig om de her ting. Jeg er blevet spurgt om de mærkeligste ting. Hvorfor jeg fjerner hår fra mit underliv, hvorfor jeg går med g-streng... En gang blev jeg spurgt om, hvorfor jeg dog lavede mad til mine bofæller (to mænd), når jeg nu var feminist (vi havde alle tre en maddag om ugen).

Det at være feminist eller at lade håret gro under armene er et aktivt valg fra min side. Jeg var forberedt på, at det nok ville udløse kommentarer. I starten var jeg nervøs hver gang jeg skulle møde nye skolekammerater eller lignende.

I dag er det gået op for mig, at det slet ikke er der, frygten skal ligge. Det sker faktisk stort set aldrig, at jeg får kommentarer om mit hår under armene, selvom jeg absolut ikke gør noget for at skjule det. Det sker faktisk oftere, at jeg får den modsatte – hvorfor fjerner jeg hår nogen steder fra kroppen?

Jeg havde engang en politisk kammerat, der til et seminar blev spurgt af en forarget kvinde: ”ej, går du med bh?” Underforstået, det gør man da ikke, hvis man er feminist.

Venstrefløjen er blevet god til at spotte undertrykkelse og fordomme, som man på forhånd er blevet advaret imod. Men kære venner, kan vi ikke godt kigge hinanden i øjnene og droppe kassetænkningen helt?

En feminist er ikke anderledes end alle andre mennesker. Jeg bliver ikke løst fra mit medmenneskelige ansvar fordi jeg er feminist. Selvfølgelig skal jeg stadig tage min del af slæbet derhjemme, selvfølgelig skal jeg selv bestemme min kønsbehåring eller hvilket tøj, jeg vælger at gå i. Og en del af selvbestemmelsen er altså også, at man ikke hele tiden skal tvinges til at forsvare sine lyster, men at det er okay at bryde roller. Både kønsroller og aktivist-roller.

Balletdrenge og mandeting

Som nogle nok har bemærket, har Irma lanceret en ny reklamekampagne, som i de seneste dage er blevet stærkt kritiseret. Både af diverse aviser, fagfolk indenfor balletten (fx Nikolaj Hübbe og Alexander Kølpin) og af den almene dansker og måske nogle queers på Irmas eget facebook-site

Jeg kunne sige mange dårlige ting om denne tekst. Jeg kunne fx bruge ordene heteronormativ, heterosexistisk, hulemands-agtigt, gammeldags, konservativ, dårlig humor... og selvfølgelig misforståelse. Både fra Irmas side og modtagernes (mere om dette senere)

Heteronormativitet

Når jeg bruger heteronormativ i denne sammenhæng, er det ikke fordi det handler om homoseksualitet...

(om end man mellem linjerne kan spore moderens frygt for sønnens adfærd som afvigende fra den stereotype mandlige kønsrolle, og derfor kan argumentere for, at der insinueres at sønnen kunne gå hen og vise sig at være homoseksuel)

... her vil jeg nærmere bruge heteronormativ som et udtryk for de kønsroller (som også i mange tilfælde knytter sig til en specifik sexuel orientering, men lad nu det ligge), som der er konstrueret en forventning til at man lever op til, først og fremmeste på baggrund af ens biologiske køn og næstefter på baggrund af ens seksuelle præference (som dog også kan være knyttet til en forventning om at leve op til det normale/normative/stereotype, jævnfør "heterosexisme")

Den rigtige mand

Helt basic, hvad kan vi konkludere om kønsroller ud fra reklamen?

- Emil vil gå til ballet

- rigtige mænd danser ikke ballet

- faderen er en rigtig mand, som må tale sønnen fra at afvige fra "den rigtige mand"

- rigtige mænd laver bål og griller.

Lige nu vil jeg undlade at lave en analyse af "den rigtige mand" i forhold til det her (kommer måske senere). Jeg håber de fleste mennesker kan se, hvor latterligt og usagligt det er, at hvad du har i bukserne, skal bestemme din adfærd, og at myten om "den rigtige mand" fremstilles som sandhed.

Reaktioner

Først og fremmest er der en masse kritik som blandt andet kan læses på Irmas facebook-page.

Og så er der dem, som  siger "slap af", "det er bare for sjov"

Ja, det er det måske. men problemet er ikke dem, som kan se det sjove i det, fordi det er så overdrevet konservativt og normativt at det kun kan være en joke. 

Folk som udmærket er klar over, at de stereotype kønsroller er socialt konstrueret og forældede og bla bla.. og at "rigtige mænd" ikke nødvendigvis skal grille og lade være med at danse ballet.

og det er fint!

men jeg vil mene at problemet er de modtagere, som ikke har "gennemskuet" kønsrollerne. Altså fx mennesker, som måske kommer fra et andet miljø, eller bare har et andet (måske mere stereotypt) syn på køn. Og som helt alvorligt mener, at der findes "rigtige mænd" og "rigtige kvinder", og prøver at leve op til det. Og måske mener at det er svanset at danse ballet.

De findes faktisk!

Selvom det kan være svært at sætte sig ind i....

Pointen er, at reklamen risikerer at have den effekt på disse mennesker, at den opretholder eller styrker deres opfattelse af fx "den rigtige mand" og retfærdiggør deres heteronormative verdenssyn og måske til tider heterosexistiske adfærd.

Man kan så spørge sig selv, om denne gruppe mennesker overhovedet handler i Irma.... men er det relevant?

Humor

Man kan godt sige det bare er for sjov, og take it easy osv. Men tænk på at der er nogle der modtager det anderledes end dig selv.. fx mennesker som nævnt ovenfor. 

Men måske også nogle queers eller balletdansere, som opfatter det helt anderledes..

Kan man så ikke lave noget sjov i Danmark mere?

Jo, det kan man godt.

Danmark er jo kendt for sin "humor", som er stærkt præget af ytringsfriheden, og det synes jeg også er fedt nogle gange.

Men der er grænser. og det synes jeg er vigtigt at stå fast ved. Der vil altid være nogle som siger "slap nu af, kan du ikke tåle lidt sjov" - hvor mange har ikke oplevet det, når man siger fra når der bliver joket med ens køn eller nogle kommer med sexistiske bemærkninger....

Konklusionen?? 

Hvis alle kunne gennemskue at "den rigtige mand" ikke findes, og at det derfor må være total ironi fra Irmas side, så var det fint! (?)

Problemet er når reklamer som disse er med til at opretholde undertrykkende strukturer, fordi nogle modtager den mere eller mindre bogstaveligt og ud fra et heteronormativ "mindset".

post scriptum
Her til morgen kan man se, at Irmas officielle facebook-page (spækket med kritiske kommentarer) er deaktiveret. Endnu en dansk institution som skyder sig selv i foden, ved først at prædike ytringsfrihed, som var det en religion, for derefter at indføre censur i større eller mindre grad.
Jeg går ud fra at ytringsfrihed nu ikke længere kan bruges til at retfærdiggøre reklamen?

PPS
Det skal lige siges, at reklamen har sine kvaliteter, idet den provokerer så mange mennesker!

Landsforeningen for heteroseksuelle < 3 Irma

Kommentar fra Landsforeningen for heteroseksuelle til Irma-sagen:


Åbent brev til Irma: 


"Kære Irma. 
I Landsforeningen for Heteroseksuelle og Ciskønnede føler vi os stødt over, at reklamen med ”Emil” bliver trukket tilbage. Det er vores opfattelse at den styrkede heteronorm, hvilket er en sag vi kæmper for. Jeres handling er heterofobisk, og udviser mangel på respekt og omsorg. Vi mener faktisk at det er på kanten af det man kunne kalde for en ”Straight crime”. 
Tænk jer om en anden gang. 


Kh Landsledelsen, Landsforeningen for Heteroseksuelle og Ciskønnede."


(forstå det, hvem som kan)

"Landsforeningen for heteroseksuelle"

Idag faldt jeg over en ganske underholdende (og dybt ironisk) side på facebook:

Landsforeningen for heteroseksuelle

Det forvirrede min hjerne utroligt meget, jeg skulle vist lige tænke lidt over den...

Jeg vil dele nogle billeder og kommentarer fra gruppen her:

1# - Man ved jo godt at det er naturligt nok, og jeg har heller noget decideret imod det, men jeg synes altså stadig det er underligt at se på. Altså, de behøver måske ikke at tvære deres seksualitet ud i hovedet på os andre. Selvom jeg ikke har noget imod heteroseksuelle, gør det mig stadig utilpas at se dem på den der måde. ...men det er helt vildt fedt at de står frem med det!


2# - Jeg synes nu, man skal undersøge, om der er noget i vejen med dem psykisk. Det er en ting at ville have sådan en relation bag lukkede døre, men er man helt normal, når man insisterer på at udstille det i fuld offentlighed? Det gør vi andre jo heller ikke!

En halv side i min notesbog

En halv side i min notesbog
dens afrevne bror har du
der står mit navn...

fissens salme

en hyldest til det kvindelige køn. teksten taler for sig selv...


Jeg ved en blomst så favr og fin 
dens duft gør hjerter glade
dens saft er som den klare vin
så liflig fin
som rosens er dens blade

Den favre blomst er kærlighed
et kunstværk af Guds finger
den vokser op før støv det ved
i lønlighed
til dejlig den udspringer


Christian Barnekow 1879

hvis ikke du

jeg drømmer om dig. men du er ligeglad. 
jeg kan ikke ånde, ikke udleve. 
jeg druknes i kærlighed og tulipaner. 
du tvinger mig til at fortrænge min kærlighed. 
alligevel forventer du at den blomstrer når du kommer tilbage efter den. 
hvis jeg først begynder at fortrænge
kan det tage år at vække mig til live igen 
men det ved du ikke...


du er jo kun en knop.

Digt uden titel

Jeg fik lige lyst til at dele et digt med jer, som jeg skrev under et ophold i Grækenland. Det kom til mig ret tilfældig og har indtil nu kun stået på en tilfældig side i en tilfældig notesbog.

Et par hjerter der brister
En Sten der falder
To mennesker der går
hver sin vej
Ord - ikke flere
Stenen falder; længere og længere
Hjerternes musik afbrydes
En lyd af en sten der rammer
Rammer vandet
Ringene spredes
Tårernes sø er blevet urolig
Den vokser for hvert øjeblik der går

Jeg håber i kunne lide det! Jeg har det i hvert fald rigtig kært!

P.S.

Der kommer flere digte herfra i fremtiden :)

“Labels are for filing. Labels are for clothing. Labels are not for people.” – Martina Navratilova