om amori

Igår var aftenen hvor jeg skulle overtale X til at lave et barn med mig. Og her indtræffer livets store spørgsmål: hvordan kan en person klædt i lilla fra top til tå nogensinde overtale nogen til noget?

Han er perfekt. Set med fornuftens øjne. Pæn, smuk, flot hår, flot hud, flot krop, flotte øjne, flotte tænder, højtuddannet, godt job, god indtægt, vegetar, maratonløber, bisexuel, sprirituel, moden på den rette måde, kulturinteresseret, opera-gænger....

Jeg har længe haft denne idé. For det første har jeg været meget skruk de sidste tre år. For det andet mener jeg det er for usikkert at basere en familie på et romantisk kærlighedsforhold. Fordi det er ustabilt. Fordi forelskelse sandsynligvis er en illusion. Derfor fik jeg den idé at få et barn med en ven. For det forhold må kunne holde. Vi kunne anvende insemination og behøvede derfor ikke dyrke sex.

Jeg havde overvejet ham her længe. Men han ville altså bo sammen. Ok, ikke en del af min oprindelige plan, men sikkert praktisk og godt for barnet.
Så jeg har forsøgt at forestille mig os to og et barn i et forstadsrækkehus i 18 år. Uden sex, uden kærester. Vi kunne selvfølgelig have et åbent forhold. Men mon det øger dating-chancerne, at man bor sammen med ham man har et barn med? Næppe.
Det ville være så praktisk, denne konstellation. En form for arrangeret ægteskab, en alternativ familie, totalt progressivt i nogle øjne. Økonomisk sikkerhed, som kunne gøre, at jeg kunne bruge al min tid på min (økonomisk ufornuftige) kunst.

MEN - jeg tror jeg allerede har droppet det. Jeg kan ikke. Det føles ikke rigtigt. Det tænkes rigtigt. Men jeg lever på følelser.

Måske er idéen om parforholdet og dertilhørende forelskelse en syg illusion. Men hvilken illusion.
Fra nu af er jeg ligeglad med om noget er en illusion eller ej. Jeg vil bare leve det. For mig existerer der kun stemninger, øjeblikke.

Jeg lukker øjnene og mærker. Hører kærlighedstemaet fra Jurassic Park for mig. Det får mig til at smelte. Det er min sang, for jeg har selv spillet den med min egen krop, i det mest fantastiske falske forår, jeg nogensinde har oplevet.

Jeg tænker tilbage på dengang jeg var hjemme hos Y, og vores forhold egentligt var afsluttet. Vi drak kaffe siddende på sengen. Det uundgåelige måtte ske. Han lagde hovedet i mit skød, jeg nussede hans hår. Det var som om min mave blev svimmel. Det føltes så fucking rigtigt. Den følelse - er det bedste i verden. Jeg kan næsten føle den endnu. Den breder sig i hele kroppen. Suk.

Den samme form for følelse kan man opleve fysisk, når man spiller musik. Trods alle de hårde, ensomme, slidsomme dage på øvebænken. Falske toner, manglende koncentration, mislykkede koncerter, middelmådige præstationer....
- så kan det ske, lige pludseligt, for enhver. Et øjebliks lykke, fuldkommenhed, et stykke angst overdækket med kosmisk solskin. Og vi ved det - vi ved, at det er derfor vi fortsætter. Dag efter dag. Lever, ånder, græsser, danser, tekster.

Og dér kom en tanke til mig; jeg vil hellere opleve 28 minutters ægte, passioneret, altopslugende, vanvittig, teenageforelskelsesagtig - kærlighed, end et helt liv et et arrangeret, måske forholdsvis velfungerende, venskabeligt forhold (hvor mange børn det så end kunne bibringe mig).

For jeg er et menneske, som lever for de små og store øjeblikke, og lever dem, uanset prisen.

Det er du måske også?
TILLYKKE med det !
<3 <3 <3

Glædeligt forår

soundtrack

the looks

Drømte at mit hår var blevet klippet kort. Og jeg var ikke glad for det. Følte jeg havde mistet noget. JA, kære læser, denne tidligere skaldede androgyne emo er blevet en rigtig kvinde. Og dog, ville nogen måske sige. Jeg forstår nu filmen "Antichrist". Naturen styrer kvindens krop. Min krop. Hormoner driver mig i de mærkeligste retninger. Mod stereotyper. Mod testosteronpumpede kroppe. Mod popmusik. Ansigt til ansigt med mit eget indre dyr. HEJ
Måske leger jeg bare. Måske elsker jeg. Måske er det menneskeligt. Måske svæver jeg i det tomme rum.

Er alle med?

Is this a free woman?

Is this a free woman?

LET THE BODY SPEAK

Movember - krop og skæg

Hej mennesker!

Det er længe siden jeg har skrevet. Jeg har levet i et straight liv.... eller har jeg?

Denne queer har fået langt, glansfuldt hår, store muskler, trimmet kropsbehåring og er begyndt at score det modsatte køn. Velkommen til mit liv.

It's MOVEMBER! og det synes jeg i bund og grund er ret nice :)

I fredags var det Have Sex With a Guy With A Moustache Day. Denne videokampagnes heterosexistiske undertoner gider jeg slet ikke bruge tid på.. jeg vil hellere dele nogle andre tanker med jer.

For et år siden havde jeg med sikkerhed gået rundt med malet overskæg i denne her måned. For jeg skulle da også være med. Som de siger i videoen, hvad kan kvinder gøre for at støtte Movember? åbenbart ikke andet at have sex med en mand med skæg. Nå, som sagt nok om det...

Jeg tænkte, at jeg ville have mig et overskæg præcis den dag, for man kunne vel også bare score en kvinde med overskæg... altså mig. Så det fik jeg. Men jeg havde det rigtigt mærkeligt med at skulle gå ud i det offentlige rum med det. Der var engang, hvor jeg ville have gjort det uden overvejelse.

Hvorfor føler jeg ikke rigtigt for det nu?
Jeg tror jeg har flyttet fokus fra udseende, den ydre queer, til noget andet. Eller også er jeg blevet normaliseret. Eller også er jeg bare pisse træt af at diskutere, at være den bitre feminist.

Ja, tro det eller ej, kære queers, måske er denne queer blevet træt af at være vred!

Tilbage til Have Sex With a Guy With A Moustache Day.

Begynder dagen iklædt sort skjorte og overskæg. Har det godt. Ser mig selv i spejlet. Tager billeder. Vasker overskægget væk.

Ser mig selv iføre mig en stram kjole, som fremhæver min velformede røv og mine fødedygtige hofter. Tager 2 bh'er på, så mine bryster ser større ud. Eyeliner og mascara og masser af læbepomade, så jeg får store fugtige læber og ditto øjne. 

Kan ikke kende mig selv. Kan aldrig kende mig selv. Er konstant frustreret, undtagen når jeg er nøgen.

Hvad er problemet? At jeg føler mig som en kæmpe fake i begge outfits. At jeg føler alle fokuserer så meget på udseende, ikke kun det, men image, iscenesættelse, identitet, statement, signalement. Det gør jeg også. Ingen kan sige sig fri. Nej, heller ikke diverse subkulturer. Queer, gay, punk, ungdomshuset, alternative, whatever I nu kalder jer selv, især ikke jer. Os. Er det ydre virkelig det, som repræsenterer en person, er det en spejling af identiteten? Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg meget sjældent føler mig som mig selv. Hvad skal jeg gøre?


Nå, af med makeuppen. Jeg træder ud i verden med et nøgent ansigt, som udtrykker den oprigtighed, jeg søger hos andre.

P.S. Jeg er et overfladisk menneske.

Kasser overalt.

Jeg har hår under armene. Men ikke så ofte mellem benene.

Det får jeg rigtig tit spørgsmål omkring.

Jeg prøver på ikke at lade samfundet definere, hvordan jeg skal opføre mig. Det er lykkedes mig på flere punkter at bryde ud af den lille kasse, der kaldes "kvinde", men til min ærgrelse betyder det blot at folk sætter mig i en ny kasse.

Min roomate har lidt af det samme problem. Hver gang han fortæller folk, at han ikke føler sig tilpas nede i den lille kasse ”mand”, putter de ham straks ned i en ny lille kasse, hvorpå der står ”homoseksuel.”
Underforstået: En rigtig mand er hetero. Hvis man ikke føler sig som en rigtig mand, må man være homo.
Man kunne føre den videre – ikke rigtig mand → en form for halv mand → en kvinde. Og kvinder tænder jo på mænd. Sådan er det.
I har alle sammen hørt den samme tankegang den modsatte vej. Bøsse → ikke rigtig mand → halv mand → kvinde → elsker lyserødt, har løse håndled, etc.

Det er mennesker, jeg normalt betragter som værende ret frigjorte, der spørger mig om de her ting. Jeg er blevet spurgt om de mærkeligste ting. Hvorfor jeg fjerner hår fra mit underliv, hvorfor jeg går med g-streng... En gang blev jeg spurgt om, hvorfor jeg dog lavede mad til mine bofæller (to mænd), når jeg nu var feminist (vi havde alle tre en maddag om ugen).

Det at være feminist eller at lade håret gro under armene er et aktivt valg fra min side. Jeg var forberedt på, at det nok ville udløse kommentarer. I starten var jeg nervøs hver gang jeg skulle møde nye skolekammerater eller lignende.

I dag er det gået op for mig, at det slet ikke er der, frygten skal ligge. Det sker faktisk stort set aldrig, at jeg får kommentarer om mit hår under armene, selvom jeg absolut ikke gør noget for at skjule det. Det sker faktisk oftere, at jeg får den modsatte – hvorfor fjerner jeg hår nogen steder fra kroppen?

Jeg havde engang en politisk kammerat, der til et seminar blev spurgt af en forarget kvinde: ”ej, går du med bh?” Underforstået, det gør man da ikke, hvis man er feminist.

Venstrefløjen er blevet god til at spotte undertrykkelse og fordomme, som man på forhånd er blevet advaret imod. Men kære venner, kan vi ikke godt kigge hinanden i øjnene og droppe kassetænkningen helt?

En feminist er ikke anderledes end alle andre mennesker. Jeg bliver ikke løst fra mit medmenneskelige ansvar fordi jeg er feminist. Selvfølgelig skal jeg stadig tage min del af slæbet derhjemme, selvfølgelig skal jeg selv bestemme min kønsbehåring eller hvilket tøj, jeg vælger at gå i. Og en del af selvbestemmelsen er altså også, at man ikke hele tiden skal tvinges til at forsvare sine lyster, men at det er okay at bryde roller. Både kønsroller og aktivist-roller.