fuck definitioner. hvor har jeg været det sidste år? har jeg sovet? tja. jeg er queer. det kan jeg bare mærke. selvom mit udtryk har ændret sig. jeg ligner til tider en stereotyp kvinde (bortset fra kropsbehåringen). men betyder det at jeg lige pludseligt skal opføre mig anderledes? nej. så er vi tilbage ved den evindelige problemstilling. skal mit udseende definere min sexualitet? nej. er det ikke det vi ønsker at tage afstand fra? Kære queer, ønsker du selv det? så lad være med at dømme "de heteroseksuelle" på den måde. Ja, de fleste mennesker ligner måske stereotypen på en heteroseksuel person, men betyder det at de er det? Come on. Jeg har holdt en pause fordi jeg er så pisse træt af fordømmelsen. Den fordømmelse som altid vil udspringe af et kulturelt alternativ til det normative. Fint nok at vi erkender, at der findes undertrykkere. Men det er ikke alle "heteroer" - og at dømme folk ud fra hvem de har sex med? Jeg behøver vist ikke sige mere.....
fuck definitioner. dette udsagn har fået fornyet energi i mit liv. jeg har følt at jeg skulle opføre mig på en bestemt måde, fordi jeg (i hvert fald fysisk) lever op til den og den kønsrolle. "er du så ikke lesbisk mere?" Jeg nægter at definere mig selv. Jeg agter at nægte at definere min sexualitet og mine relationer. "Kan du så kalde dig queer?" Det vil jeg skide på. Jeg er bare et menneske.
søndag den 15. juli 2012
mandag den 5. marts 2012
om amori
Igår var aftenen hvor jeg skulle overtale X til at lave et barn med mig. Og her indtræffer livets store spørgsmål: hvordan kan en person klædt i lilla fra top til tå nogensinde overtale nogen til noget?
Han er perfekt. Set med fornuftens øjne. Pæn, smuk, flot hår, flot hud, flot krop, flotte øjne, flotte tænder, højtuddannet, godt job, god indtægt, vegetar, maratonløber, bisexuel, sprirituel, moden på den rette måde, kulturinteresseret, opera-gænger....
Jeg har længe haft denne idé. For det første har jeg været meget skruk de sidste tre år. For det andet mener jeg det er for usikkert at basere en familie på et romantisk kærlighedsforhold. Fordi det er ustabilt. Fordi forelskelse sandsynligvis er en illusion. Derfor fik jeg den idé at få et barn med en ven. For det forhold må kunne holde. Vi kunne anvende insemination og behøvede derfor ikke dyrke sex.
Jeg havde overvejet ham her længe. Men han ville altså bo sammen. Ok, ikke en del af min oprindelige plan, men sikkert praktisk og godt for barnet.
Så jeg har forsøgt at forestille mig os to og et barn i et forstadsrækkehus i 18 år. Uden sex, uden kærester. Vi kunne selvfølgelig have et åbent forhold. Men mon det øger dating-chancerne, at man bor sammen med ham man har et barn med? Næppe.
Det ville være så praktisk, denne konstellation. En form for arrangeret ægteskab, en alternativ familie, totalt progressivt i nogle øjne. Økonomisk sikkerhed, som kunne gøre, at jeg kunne bruge al min tid på min (økonomisk ufornuftige) kunst.
MEN - jeg tror jeg allerede har droppet det. Jeg kan ikke. Det føles ikke rigtigt. Det tænkes rigtigt. Men jeg lever på følelser.
Måske er idéen om parforholdet og dertilhørende forelskelse en syg illusion. Men hvilken illusion.
Fra nu af er jeg ligeglad med om noget er en illusion eller ej. Jeg vil bare leve det. For mig existerer der kun stemninger, øjeblikke.
Jeg lukker øjnene og mærker. Hører kærlighedstemaet fra Jurassic Park for mig. Det får mig til at smelte. Det er min sang, for jeg har selv spillet den med min egen krop, i det mest fantastiske falske forår, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg tænker tilbage på dengang jeg var hjemme hos Y, og vores forhold egentligt var afsluttet. Vi drak kaffe siddende på sengen. Det uundgåelige måtte ske. Han lagde hovedet i mit skød, jeg nussede hans hår. Det var som om min mave blev svimmel. Det føltes så fucking rigtigt. Den følelse - er det bedste i verden. Jeg kan næsten føle den endnu. Den breder sig i hele kroppen. Suk.
Den samme form for følelse kan man opleve fysisk, når man spiller musik. Trods alle de hårde, ensomme, slidsomme dage på øvebænken. Falske toner, manglende koncentration, mislykkede koncerter, middelmådige præstationer....
- så kan det ske, lige pludseligt, for enhver. Et øjebliks lykke, fuldkommenhed, et stykke angst overdækket med kosmisk solskin. Og vi ved det - vi ved, at det er derfor vi fortsætter. Dag efter dag. Lever, ånder, græsser, danser, tekster.
Og dér kom en tanke til mig; jeg vil hellere opleve 28 minutters ægte, passioneret, altopslugende, vanvittig, teenageforelskelsesagtig - kærlighed, end et helt liv et et arrangeret, måske forholdsvis velfungerende, venskabeligt forhold (hvor mange børn det så end kunne bibringe mig).
For jeg er et menneske, som lever for de små og store øjeblikke, og lever dem, uanset prisen.
Det er du måske også?
TILLYKKE med det !
<3 <3 <3
Glædeligt forår
Han er perfekt. Set med fornuftens øjne. Pæn, smuk, flot hår, flot hud, flot krop, flotte øjne, flotte tænder, højtuddannet, godt job, god indtægt, vegetar, maratonløber, bisexuel, sprirituel, moden på den rette måde, kulturinteresseret, opera-gænger....
Jeg har længe haft denne idé. For det første har jeg været meget skruk de sidste tre år. For det andet mener jeg det er for usikkert at basere en familie på et romantisk kærlighedsforhold. Fordi det er ustabilt. Fordi forelskelse sandsynligvis er en illusion. Derfor fik jeg den idé at få et barn med en ven. For det forhold må kunne holde. Vi kunne anvende insemination og behøvede derfor ikke dyrke sex.
Jeg havde overvejet ham her længe. Men han ville altså bo sammen. Ok, ikke en del af min oprindelige plan, men sikkert praktisk og godt for barnet.
Så jeg har forsøgt at forestille mig os to og et barn i et forstadsrækkehus i 18 år. Uden sex, uden kærester. Vi kunne selvfølgelig have et åbent forhold. Men mon det øger dating-chancerne, at man bor sammen med ham man har et barn med? Næppe.
Det ville være så praktisk, denne konstellation. En form for arrangeret ægteskab, en alternativ familie, totalt progressivt i nogle øjne. Økonomisk sikkerhed, som kunne gøre, at jeg kunne bruge al min tid på min (økonomisk ufornuftige) kunst.
MEN - jeg tror jeg allerede har droppet det. Jeg kan ikke. Det føles ikke rigtigt. Det tænkes rigtigt. Men jeg lever på følelser.
Måske er idéen om parforholdet og dertilhørende forelskelse en syg illusion. Men hvilken illusion.
Fra nu af er jeg ligeglad med om noget er en illusion eller ej. Jeg vil bare leve det. For mig existerer der kun stemninger, øjeblikke.
Jeg lukker øjnene og mærker. Hører kærlighedstemaet fra Jurassic Park for mig. Det får mig til at smelte. Det er min sang, for jeg har selv spillet den med min egen krop, i det mest fantastiske falske forår, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg tænker tilbage på dengang jeg var hjemme hos Y, og vores forhold egentligt var afsluttet. Vi drak kaffe siddende på sengen. Det uundgåelige måtte ske. Han lagde hovedet i mit skød, jeg nussede hans hår. Det var som om min mave blev svimmel. Det føltes så fucking rigtigt. Den følelse - er det bedste i verden. Jeg kan næsten føle den endnu. Den breder sig i hele kroppen. Suk.
Den samme form for følelse kan man opleve fysisk, når man spiller musik. Trods alle de hårde, ensomme, slidsomme dage på øvebænken. Falske toner, manglende koncentration, mislykkede koncerter, middelmådige præstationer....
- så kan det ske, lige pludseligt, for enhver. Et øjebliks lykke, fuldkommenhed, et stykke angst overdækket med kosmisk solskin. Og vi ved det - vi ved, at det er derfor vi fortsætter. Dag efter dag. Lever, ånder, græsser, danser, tekster.
Og dér kom en tanke til mig; jeg vil hellere opleve 28 minutters ægte, passioneret, altopslugende, vanvittig, teenageforelskelsesagtig - kærlighed, end et helt liv et et arrangeret, måske forholdsvis velfungerende, venskabeligt forhold (hvor mange børn det så end kunne bibringe mig).
For jeg er et menneske, som lever for de små og store øjeblikke, og lever dem, uanset prisen.
Det er du måske også?
TILLYKKE med det !
<3 <3 <3
Glædeligt forår
tirsdag den 14. februar 2012
the looks
Drømte at mit hår var blevet klippet kort. Og jeg var ikke glad for det. Følte jeg havde mistet noget. JA, kære læser, denne tidligere skaldede androgyne emo er blevet en rigtig kvinde. Og dog, ville nogen måske sige. Jeg forstår nu filmen "Antichrist". Naturen styrer kvindens krop. Min krop. Hormoner driver mig i de mærkeligste retninger. Mod stereotyper. Mod testosteronpumpede kroppe. Mod popmusik. Ansigt til ansigt med mit eget indre dyr. HEJ
Måske leger jeg bare. Måske elsker jeg. Måske er det menneskeligt. Måske svæver jeg i det tomme rum.
Måske leger jeg bare. Måske elsker jeg. Måske er det menneskeligt. Måske svæver jeg i det tomme rum.
mandag den 30. januar 2012
onsdag den 14. december 2011
søndag den 20. november 2011
Movember - krop og skæg
Hej mennesker!
Det er længe siden jeg har skrevet. Jeg har levet i et straight liv.... eller har jeg?
It's MOVEMBER! og det synes jeg i bund og grund er ret nice :)
I fredags var det Have Sex With a Guy With A Moustache Day. Denne videokampagnes heterosexistiske undertoner gider jeg slet ikke bruge tid på.. jeg vil hellere dele nogle andre tanker med jer.
For et år siden havde jeg med sikkerhed gået rundt med malet overskæg i denne her måned. For jeg skulle da også være med. Som de siger i videoen, hvad kan kvinder gøre for at støtte Movember? åbenbart ikke andet at have sex med en mand med skæg. Nå, som sagt nok om det...
Jeg tænkte, at jeg ville have mig et overskæg præcis den dag, for man kunne vel også bare score en kvinde med overskæg... altså mig. Så det fik jeg. Men jeg havde det rigtigt mærkeligt med at skulle gå ud i det offentlige rum med det. Der var engang, hvor jeg ville have gjort det uden overvejelse.
Hvorfor føler jeg ikke rigtigt for det nu?
Jeg tror jeg har flyttet fokus fra udseende, den ydre queer, til noget andet. Eller også er jeg blevet normaliseret. Eller også er jeg bare pisse træt af at diskutere, at være den bitre feminist.
Ja, tro det eller ej, kære queers, måske er denne queer blevet træt af at være vred!
Tilbage til Have Sex With a Guy With A Moustache Day.
Begynder dagen iklædt sort skjorte og overskæg. Har det godt. Ser mig selv i spejlet. Tager billeder. Vasker overskægget væk.
Hvad er problemet? At jeg føler mig som en kæmpe fake i begge outfits. At jeg føler alle fokuserer så meget på udseende, ikke kun det, men image, iscenesættelse, identitet, statement, signalement. Det gør jeg også. Ingen kan sige sig fri. Nej, heller ikke diverse subkulturer. Queer, gay, punk, ungdomshuset, alternative, whatever I nu kalder jer selv, især ikke jer. Os. Er det ydre virkelig det, som repræsenterer en person, er det en spejling af identiteten? Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg meget sjældent føler mig som mig selv. Hvad skal jeg gøre?
Nå, af med makeuppen. Jeg træder ud i verden med et nøgent ansigt, som udtrykker den oprigtighed, jeg søger hos andre.
P.S. Jeg er et overfladisk menneske.
Det er længe siden jeg har skrevet. Jeg har levet i et straight liv.... eller har jeg?
Denne queer har fået langt, glansfuldt hår, store muskler, trimmet kropsbehåring og er begyndt at score det modsatte køn. Velkommen til mit liv.
I fredags var det Have Sex With a Guy With A Moustache Day. Denne videokampagnes heterosexistiske undertoner gider jeg slet ikke bruge tid på.. jeg vil hellere dele nogle andre tanker med jer.
For et år siden havde jeg med sikkerhed gået rundt med malet overskæg i denne her måned. For jeg skulle da også være med. Som de siger i videoen, hvad kan kvinder gøre for at støtte Movember? åbenbart ikke andet at have sex med en mand med skæg. Nå, som sagt nok om det...
Jeg tænkte, at jeg ville have mig et overskæg præcis den dag, for man kunne vel også bare score en kvinde med overskæg... altså mig. Så det fik jeg. Men jeg havde det rigtigt mærkeligt med at skulle gå ud i det offentlige rum med det. Der var engang, hvor jeg ville have gjort det uden overvejelse.
Hvorfor føler jeg ikke rigtigt for det nu?
Jeg tror jeg har flyttet fokus fra udseende, den ydre queer, til noget andet. Eller også er jeg blevet normaliseret. Eller også er jeg bare pisse træt af at diskutere, at være den bitre feminist.
Ja, tro det eller ej, kære queers, måske er denne queer blevet træt af at være vred!
Tilbage til Have Sex With a Guy With A Moustache Day.
Begynder dagen iklædt sort skjorte og overskæg. Har det godt. Ser mig selv i spejlet. Tager billeder. Vasker overskægget væk.
Ser mig selv iføre mig en stram kjole, som fremhæver min velformede røv og mine fødedygtige hofter. Tager 2 bh'er på, så mine bryster ser større ud. Eyeliner og mascara og masser af læbepomade, så jeg får store fugtige læber og ditto øjne.
Kan ikke kende mig selv. Kan aldrig kende mig selv. Er konstant frustreret, undtagen når jeg er nøgen.
Hvad er problemet? At jeg føler mig som en kæmpe fake i begge outfits. At jeg føler alle fokuserer så meget på udseende, ikke kun det, men image, iscenesættelse, identitet, statement, signalement. Det gør jeg også. Ingen kan sige sig fri. Nej, heller ikke diverse subkulturer. Queer, gay, punk, ungdomshuset, alternative, whatever I nu kalder jer selv, især ikke jer. Os. Er det ydre virkelig det, som repræsenterer en person, er det en spejling af identiteten? Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg meget sjældent føler mig som mig selv. Hvad skal jeg gøre?
Nå, af med makeuppen. Jeg træder ud i verden med et nøgent ansigt, som udtrykker den oprigtighed, jeg søger hos andre.
P.S. Jeg er et overfladisk menneske.
Abonner på:
Opslag (Atom)