Han er perfekt. Set med fornuftens øjne. Pæn, smuk, flot hår, flot hud, flot krop, flotte øjne, flotte tænder, højtuddannet, godt job, god indtægt, vegetar, maratonløber, bisexuel, sprirituel, moden på den rette måde, kulturinteresseret, opera-gænger....
Jeg har længe haft denne idé. For det første har jeg været meget skruk de sidste tre år. For det andet mener jeg det er for usikkert at basere en familie på et romantisk kærlighedsforhold. Fordi det er ustabilt. Fordi forelskelse sandsynligvis er en illusion. Derfor fik jeg den idé at få et barn med en ven. For det forhold må kunne holde. Vi kunne anvende insemination og behøvede derfor ikke dyrke sex.
Jeg havde overvejet ham her længe. Men han ville altså bo sammen. Ok, ikke en del af min oprindelige plan, men sikkert praktisk og godt for barnet.
Så jeg har forsøgt at forestille mig os to og et barn i et forstadsrækkehus i 18 år. Uden sex, uden kærester. Vi kunne selvfølgelig have et åbent forhold. Men mon det øger dating-chancerne, at man bor sammen med ham man har et barn med? Næppe.
Det ville være så praktisk, denne konstellation. En form for arrangeret ægteskab, en alternativ familie, totalt progressivt i nogle øjne. Økonomisk sikkerhed, som kunne gøre, at jeg kunne bruge al min tid på min (økonomisk ufornuftige) kunst.
MEN - jeg tror jeg allerede har droppet det. Jeg kan ikke. Det føles ikke rigtigt. Det tænkes rigtigt. Men jeg lever på følelser.
Måske er idéen om parforholdet og dertilhørende forelskelse en syg illusion. Men hvilken illusion.
Fra nu af er jeg ligeglad med om noget er en illusion eller ej. Jeg vil bare leve det. For mig existerer der kun stemninger, øjeblikke.
Jeg lukker øjnene og mærker. Hører kærlighedstemaet fra Jurassic Park for mig. Det får mig til at smelte. Det er min sang, for jeg har selv spillet den med min egen krop, i det mest fantastiske falske forår, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg tænker tilbage på dengang jeg var hjemme hos Y, og vores forhold egentligt var afsluttet. Vi drak kaffe siddende på sengen. Det uundgåelige måtte ske. Han lagde hovedet i mit skød, jeg nussede hans hår. Det var som om min mave blev svimmel. Det føltes så fucking rigtigt. Den følelse - er det bedste i verden. Jeg kan næsten føle den endnu. Den breder sig i hele kroppen. Suk.
Den samme form for følelse kan man opleve fysisk, når man spiller musik. Trods alle de hårde, ensomme, slidsomme dage på øvebænken. Falske toner, manglende koncentration, mislykkede koncerter, middelmådige præstationer....
- så kan det ske, lige pludseligt, for enhver. Et øjebliks lykke, fuldkommenhed, et stykke angst overdækket med kosmisk solskin. Og vi ved det - vi ved, at det er derfor vi fortsætter. Dag efter dag. Lever, ånder, græsser, danser, tekster.
Og dér kom en tanke til mig; jeg vil hellere opleve 28 minutters ægte, passioneret, altopslugende, vanvittig, teenageforelskelsesagtig - kærlighed, end et helt liv et et arrangeret, måske forholdsvis velfungerende, venskabeligt forhold (hvor mange børn det så end kunne bibringe mig).
For jeg er et menneske, som lever for de små og store øjeblikke, og lever dem, uanset prisen.
Det er du måske også?
TILLYKKE med det !
<3 <3 <3
Glædeligt forår
