Frihed under normalitet

Hej, jeg plejer at være på min egen blog, men er blevet optaget i dette spændende kollektiv. Og nu begynder vi.

Vi anklager tit de muslimske lande for at have en kultur, hvor det er forældrene/familien, der bestemmer, hvordan man skal bo som par. Det er da også ganske forfærdeligt, og sådan gør vi ikke i Danmark, i den frie verden.
Her har vi løftet det op på erhvervslivet og Staten.

Det normale er i dag at være i en heteroseksuel familie; én far, én mor og helst ikke for mange børn;

Samfundet er rent praktisk alene indrettet på at huse denne livsform.
Lovgivningen besværliggører alternativer og giver forskellige juridiske fordele til ægtepar (mand og kone)
Presse og reklame hylder parkonstallationen og den perfekte mand og ditto kvinde.
Erhvervslivet producerer med henblik på denne livsform.
Parforhold og ægteskab forbindes med god moral. Andet er unormalt.

Dette er bygget på traditioner og løgne, som ingen i dag skal skældes ud for.

Problemet opstår, når folk for alt i verden vil bevare denne livsform og forsvarer den med, at den skulle være naturlig. Pjat.

Lad os tage den helt fra bunden. En kernefamilie bygger på, at en mand og en kvinde skulle kunne tilfredsstille samtlige seksuelle, familiemæssige og tryghedsmæssige behov hos hinanden på livstid ("til døden jer skiller...").

 Hvis det er noget, der er naturligt, er det i hvert fald ikke dette. Faktisk kan det ikke lade sig gøre.
Disse behov er forskellige og skifter ligeså tit som behovet for mad og søvn, alt efter hvilken situation og fase man er i.
Når behovene er forskellige, får parterne svært ved at forstå hinanden, og der vil opstå skænderier.

Dette ville være unødvendigt, hvis man kunne have flere partnere. Men den kan man ikke i det borgerlige samfund. Og hvis man prøver det alligevel, er man hippie, sær og anormal. Kirken ville sikkert kalde det amoralsk.

Seksualitet skal følge bestemte normer for at være rigtig.
Nej. Der er ingen "naturlige" normer. De findes ikke. Der er kun de normer, vi selv skaber, sådan burde det være i hvert fald.
Det er unormalt at have sex midt på Strøget, er vi enige? Godt. Men halvt eller helt afklædte piger i stor format, der udstilles og fremhæves pornografisk er okay, når det foregår på et reklame-board. Så længe der er penge i det.

Jeg hører igen og igen, at mennesker stadig er dyr, og at det derfor er naturligt at vi formerer os. At det stadig er sådan, at den stærkeste han får den bedste hun.
Med det argument kunne man jo også sige, at kun den stærkeste overlever - skal vi afskaffe velfærdsstaten? Lade de gamle, svage og handikappede dø? Den stærkeste overlever, mennesket er jo stadig et dyr.
Bla bla bla.

Come on, vi har udviklet os så meget siden abetiden. Et par er ikke nødvendigvis én mand og én kvinde. Vi vil gerne være moderne, højteknologiske og fremtidskiggende på andre punkter - hvorfor ikke her? Hvorfor kan vores teknologi udvikle sig i sindssyg grad, uden at vores måde at leve på gør det?

Vi lever i en fri verden. Men det normale er i dag at være i en heteroseksuel familie; én far, én mor og helst ikke for mange børn. Hold dig til det.

Jeg er selv ved at blive kvalt i det borgerlige samfunds normer og kvalmende dobbeltmoral.

- cl

En eller ingen

Hvor mange venner har du?

Mig? jeg har mange...

Et præcist tal? øøhhh.. altså... det er lidt svært... der er jo ret flydende grænser, sådan mellem bedste venner, venner, folk man engang var venner med med ikke rigtig er det med mere, gode venner man ikke har set i lang tid men ved man ser igen, fjerne venner man ikke ved om man ser igen men det kunne da være hyggeligt hvis det skete, osv...

Et helt præcist tal på hvor mange venner, bekendte, folk jeg ikke har set i et halvt år osv... jeg har? Altså.. det er jo svært... folk falder jo i flere af de kategorier. Hvis jeg skulle prøve at kategorisere mine bedste venner skulle de jo nærmest have en kategori hver, de er jo så forskellige... altså, jeg kan da godt give dig et ca. tal???

Okay, så du holder fast i at jeg skal dele alle mennesker i mit liv ind i 5-6 kategorier!?

Ej altså! nu må du holde op! man kan jo ikke dele mennesker ind efter rang på den måde!

Hov, vent lidt, det kan man godt, jeg har kun en kæreste.

Identitet og ikke-identitet

Hvad sker der? Jeg skulle tilbringe hele sidste weekend sammen med en gruppe nye mennesker. Før jeg tog afsted brugte jeg lang tid på at finde ud af hvad jeg skulle tage på, ikke mindst til festen lørdag aften. Det irriterer mig virkelig at jeg overhovedet bruger tid på det.

Jeg tænker på hvem jeg vil være idag; maskulin, androgyn, feminin, sort, farverig osv. Men så var det jeg mindede mig selv om, at jeg ikke er mit tøj eller disse roller. Hvad med bare mig? Hvor er det? Måske et sted midt imellem. Og det skifter fra dag til dag, min identitet, så jeg kan ikke på en dag "præsentere mig selv", for i morgen er det måske noget helt andet, og så meget identificerer jeg mig altså ikke med mit ydre - eller hvad?

Frigørelsen ligger i bevidstheden om at jeg ikke er rollerne og rollerne ikke er mig. Jeg kan påtage mig forskellige roller både i udseende/tøj og adfærd og i mine egne tanker. Fx feminin, maskulin, androgyn, macho, stereotyp bøsse, hetero, moderlig, faderlig, sød pige, betonlebbe, hippie, punker, intellektuel, indie, klassisk musiker, hipster, drag queen, drag king osv.

Men det skifter, og enten er ingen af dem min identitet eller også er de alle.

Jeg skifter mellem rollerne, fordi jeg experimenterer. Prøver at finde ud af hvad jeg kan lide og ikke lide, og udfordre mine egne og andres grænser og vanetænkning. Prøver at slå fast (mest af alt for mig selv) at man ikke kan dømme en person på dens umiddelbare fremtoning eller gå ud fra at det afspejler personligheden. Eller også kan man godt, men man må vænne sig til at det kan være en bevidst påtaget rolle, som kan skiftes ud.

Men hvorfor ikke bare være dig selv?

- vil nogle nok spørge. Fordi det er pissesvært at finde ud af hvad man virkelig vil. Svært at finde ud af hvad eller hvilken rolle der er en selv, når man konstant bliver og altid er blevet påvirket af omgivelserne. Når man lever med en forventning om hvordan man skal være i forhold til biologisk køn, sexualitet, nationalitet, job, uddannelse, musiksmag, familie, politisk holdning osv.

Jeg har ikke lyst til at bo i en kasse og se verden gennem kasser, fordi de lyver og de begrænser, og presser os til små firkanter leverpostej som lugter dårligt.

De skaber en forudindtaget mening om andre mennesker, som gør at der er en masse fantastiske mennesker man aldrig kommer til at snakke med, lære at kende eller hvis kærlighed man aldrig kommer i nærheden af.

Så er det bedre at være flydende. Flyde rundt. Leverpostej eller ej.

Mission: at ødelægge alle kasserne!

<3 <3 <3 

"Er du så lesbisk?"

Spørgsmålet om hvad Queer er, er et meget konkret spørgsmål. Google it. Men det spørgsmål jeg aldrig får stillet er - "hvad er det at være queer - for dig?" - derfor har jeg aldrig haft mulighed for at svare på det, hvilket jeg vil gøre nu.

For mig er queer ægte kærlighed. Betingelsesløs kærlighed til alt hvad der er, og ikke en krævende kærlighed der vil have noget for noget. Og ikke en kærlighed der bør skelnes mellem alt efter hvilket biologisk køn den er rettet mod.

For mig findes det psykologiske køn ikke, før du selv har påtaget dig at være det. Det der personligt rammer mig mest er den måde hvorpå normerne forventer af individet at det retter sig ind efter gammeldags, snævertsynede kønsroller, i stedet for at lade det psykologiske køn være op til individet selv at vælge - eller nægte at vælge.

Jeg nægter pure at vælge. Jeg er intet og alt. Jeg er kvinde, jeg er mand, jeg er aseksuel, jeg er seksuel, jeg er fri. Idag er jeg en prinsesse - imorgen er jeg en betonlebbe.

Første spørgsmål der altid bliver smidt på bordet hvis jeg siger, at jeg ikke tror på seksualitet som en ting du kan stemple dig selv med er: "Ej, er du lesbisk?" Nej. "Er du så biseksuel" Nej. "Jamen, er du heteroseksuel" Nej. Jeg er alt, fordi mennesket er seksuelt. Du er alt, fordi du er seksuel. Denne trang til at putte alting i kasser er ikke noget vi er født med - det er noget vi har fået trukket ned over hovedet fra vi var helt små.

Endda, selv den mest frisindede forælder der siger til sit barn (og oprigtigt mener det) "Hvis du en dag kom hjem og fortalte at du var homoseksuel ville jeg give dig et kæmpe knus og sige, at jeg elsker dig ligeså højt som før, er stolt af dig, og meget gerne vil møde din kæreste" giver kun valget "normal" eller "ikke normal - men jeg er OK med det".

"Mor, far. Sæt jer ned.. Jeg er queer, og ser ikke på seksualitet og køn som i ser det" er bare langt mere abstrakt og svært at forholde sig til. For så kommer spørgsmålet "Jamen, er du da homoseksuel?" Nej. Jeg er queer.

Det psykologiske køn, er for mange en svær ting at forholde sig til. For at være norm-kvinde, hvis man rent biologisk er det, synes at være holdningen hos de fleste. Nogle har aldrig skænket det en tanke, og andre mener at hvis man havde fået nok Barbie at lege med i sin barndom, var skaden aldrig sket.

Dem, det er sværest for, er folk der føler sig så stærkt som det andet køn også rent biologisk, at de føler sig fremmed i deres egen krop. Nogle lever med skammen og hadet til sig selv i mange år, mens andre gør noget ved det; Det kan være en 50-årig biologisk mand du møder ved busstoppestedet. Det er ikke til at tage fejl af, at han rent biologisk er en mand, men han er klædt i kjole og høje hæle. Bliver du bange for ham, fordi du bliver bange for dem, hvis køn og seksualitet du ikke kan putte i en tryg kasse? Eller bliver du bange for dig selv, fordi du faktisk ikke føler det virker forkert - men at du ved at det burde du gøre, fordi normerne er blevet brudt lige for næsen af dig?

Udfordrer normerne, og være ligeglad. Tag en kjole på imorgen! Eller måske tylskørt, gummirøjser og vest. Måske er du træt af hele tiden at leve op til idealet om den pæne pige i nederdel - tag træningsbukser på og nyd følelsen af at du kan være, og er så meget mere end det du hidtil gik og troede.

Måske er du bange for at springe ud som afklaret homoseksuel/biseksuel/transperson/aseksuel/queer - gør det og vær stolt af at du ser verden fra en skæv vinkel, en spændende og udfordrende vinkel der prøver grænser af for dig selv. Og føl dig fri.

For det er det, det hele handler om.

Endless love and respect,

And lots of queerliebe

LIEBE

I FEEL LOVE - LOVE LOVE LOVE - OMNI-LOVE

I don't freakin care what you call the love. You can name it God, Allah, Jesus, Krishna, Buddha, devotedness, prayer, infatuation, bhakti, Chi, energy, consciousness, orgasm, music, blue, life, the universe etc.

It is real and you know it.

Just married

Yesterday I got married to Juhan <3

fuck fuck

Alle mennesker skal være frie. Fuck roller. Fuck normer. Fuck forventninger. Fuck begrænsninger. Fuck fordomme. Fuck angst. Fuck køn. Fuck regler. Fuck traditioner. Fuck overbevisninger. Fuck idealer. Fuck civilisationen. Fuck illusioner. Fuck drømme. Fuck virkelighed. Fuck mig og jeg. Fuck depressioner. Fuck følelser. Fuck fortrængninger. Fuck undertrykkelse. Fuck pænhed. Fuck overflader. Fuck tøj. Fuck hår. Fuck kapitalisme. Fuck kommunisme. Fuck præstationer. Fuck bedømmelser. Fuck skolen. Fuck succes. Fuck fiasko. Du vælger selv.

Skønhedsmyten

I 9. klasse læste jeg bogen "Skønhedsmyten" af Naomi Wolf, som jeg var meget begejstret for. Mere om den senere. Forfatteren hævder i bogen, at det mest provokerende en kvinde kan gøre er at være totalt ligeglad med sit udseende, lade være med at leve op til skønhedsidealet og derved være med til at nedbryde det. På det tidspunkt synes jeg det lød genialt, så jeg ville prøve det. Jeg levede i forvejen ikke rigtigt op til skønhedsidealet, da jeg havde afskrevet alt der hed barbering, make-up, bh'er, sexet undertøj og stiletter. Senere røg håret også. Jeg var dog stadig en del af skønhedsmyten, for det der med at være ligeglad med sit udseende, det var svært. Og det behøver man vel heller ikke, måske er det bare skønhedsmyten man skal skide på. Jeg er efterhånden kommet frem til en anden formulering af Naomi Wolfs påbud. Jeg indså, at selvom jeg gjorde alt for ikke at leve op til idealet, så dømte jeg stadig mig selv ud fra det, og lod også andre dømme mig. Dvs. uanset hvad kunne jeg kun opfattes som uattraktiv, uplejet og usexet. Og det var sådan jeg følte mig. Indtil jeg mødte nogle andre mennesker. Nogle af dem mødte jeg på Cph Queer Festival 2010. Mennesker som virkelig skider på de her idealer, men samtidig har en udstråling der vidner om at de er stolte af deres krop, de føler sig smukke (og sexede).  Naomi Wolfs påbud i revideret version lyder således:


Det mest provokerende, progressive og bedste en kvinde kan gøre for at dekonstruere skønhedsmyten, er at lade være med at leve op til skønhedsidealerne OG samtidig insistere på at hun (alligevel) er smuk, sexet og attraktiv!


(hvis man altså har lyst til at være det... om en kvinde absolut skal være sexet er en anden diskussion, som kommer senere)

hverdag

Kender I det.. De der små bemærkninger og jokes om køn og seksualitet, som forskellige mennesker slynger ud hver dag. Her er et par eksempler fra det virkelige liv.

"Det her er mit barnebarn. Ja, det er altså en pige, selvom hun har kort hår"

"For helvede,  kvindemenneske!"

"Det kan jo være vi finder en sød norsk fyr til dig på ferien" - bedsteforældre

"Man skal bare prøve sig frem - det er vel sådan du gør med pigerne, høhø" - voksen mand til 15-årig dreng

"Ja, hun er jo en svag kvinde!" - mand om sin kone

"Hun plejer at at have sådan noget langt, flot hår, men så klippede hun sig skaldet, men nu er det ved at gro ud igen (bare rolig)" - sagt om en af os

- "Jeg har ikke noget imod homoseksuelle - de skal bare ikke vise det, de skal ikke stå og kysse offentligt!"

- Mig: "Jamen det gør heteroer jo hele tiden"

- "Ja, men det er ok, for det er naturligt"

"At være homoseksuel er en brist, det må være en genfejl"

To hanhunde lugter og slikker på hinandens kønsdele

Mig: "Måske er de homosexuelle?"

Ejer: "Nej nej!"

Mig: "Det er der da mange dyr der er"

Ejer: "Det må da være en fejl så!"


"Man er ikke bøsse når man er 15 eller derunder. Hvis man bliver det senere må man håndtere det." - Politiken.dk debat

- Person: "Jeg forstår ikke hvorfor homoer altid skal skilte med deres seksualitet"
- Mig: Det gør heteroer da også hele tiden, på gaden i reklamer osv."
- Person: "Ja, men det er jo naturligt!"


Scene i et tog. Mor + datter + fremmed ældre hetero-par sidder overfor hinanden. Datteren er igang med at pille sine pink kunstige negle af. 
Mand: "Hvad mon folk ville tænke, hvis jeg dukkede op i sådan nogle, så ville de da tro det var ved at gå helt galt - hahahøhøh!"

"Der er sq meget ynk fra homoer herinde. Hvad med at forholde jer til, at I alle bliver socialt uaccepteret fordi I tillader en vulgær optræden i det offentlige rum. Heteroer snaver ikke hinanden vulgært i Netto med en hånd i skridtet på den anden eller laver parader i balleløse læderbukser. I kommer jo alle til at fremstår som freaks! Selvjustits savnes!!!!!!!" - Politiken.dk debat

"Helt ærligt, der er større problemer i verden end at nogle lande har dødsstraf for homoseksualitet!"

- opdateres løbende

Om at være single - en guide

En dag kom jeg pludselig til at tænke over noget. Jeg kan kaldes single. Jeg har ikke haft en kæreste i 2 år. Bør jeg være ked af det? Det synes jeg ikke... Der er noget jeg ikke kan lide ved ordet single. Det lyder lidt som om man er ufuldkommen.. dette indlæg skal ikke forstås som et argument mod parforhold, som kan være en god ting. Men det handler om at man ikke behøver være trist og mangle kærlighed selvom man ikke har en kæreste. Så jeg tænkte at hvis man ikke har det, så kan man være sin egen kæreste. Kind of. Man kan gøre nogle af de ting kærester normalt gør sammen:


- giv dig selv blomster
- inviter dig selv ud at spise
- tag på café og nyde dit eget selskab
- lav en god middag til dig selv og spis den med stearinlys på bordet
- gå i biografen
- sig til dig selv at du er smuk
- sig til dig selv at du elsker dig
- køb noget sexet undertøj og nyd synet af dig selv i spejlet
- køb noget lækkert sexlegetøj og sæt en aften/dag af til dig selv


Alternativt kan man bruge sine venner. Man kan gøre ovenstående ting +
- kramme/putte
- ligge i ske
- holde i hånd
- fejre årsdag
(hvis man vil kan man kysse og have sex).. men så er man nærmest kærester? Er man? Det kunne jeg godt tænke mig at høre nogle bud på..


... og det er der vel ikke noget galt i at gøre?
Det er vigtigt at give sig selv noget kærlighed! Vi gider ikke gå rundt og være triste mens vi venter på at andre skal gøre det!

Håber du får en romantisk aften ;)

Fortællingen om en blomst

Her bringes personlig beretning fra et ungt menneske. Vi håber nogen kan bruge det til noget. Fx få mod til at springe ud, skrive en blog eller begynde at elske sig selv!


NO MORE LIES. 23.08.10

Indtil for nylig har jeg i mit liv valgt ikke at definere min sexualitet og mit køn, fordi det ikke har givet mening for mig. Fordi jeg har set det som noget flydende, hvilket jeg stadig mener det kan være. Det kan da godt være at jeg i fremtiden går tilbage til ikke at definere mig selv. Intet er evigt i min verden. Men lige nu har jeg behov for at definere mig selv, som en del af den proces det er at lære acceptere mig selv. Jeg føler at hvis jeg vælger anti-definition, så er det lettere at holde realiteten på afstand. Jeg er lesbisk.

No more lies. Det gælder i hvert fald et område. Det her er en hård periode i mit liv. Jeg forsøger fortsat at fortrænge, men det er som om at for hver dag der går, trænger det hele sig mere og mere på. Lysten, følelserne, sandheden, mig. Det går næsten ok når jeg er ædru. Men de få gange jeg har drukket for nylig, er jeg brudt totalt sammen, hvor jeg græder meget længe, nej faktisk hulker. Og føler mig så dybt ulykkelig. Forleden fik jeg også angst. 

Jeg ved at det ikke kan fortsætte sådan her. Det bliver hårdt, det bliver nok pisse hårdt, men jeg håber det er det værd. Jeg er nødt til at befri mig selv, i det mindste fra min egen undertrykkelse. Nu hvor jeg er flyttet til Kbh, og starter på uni med helt nye mennesker, så er det en form for ny start. Plus at det er en storby, så der er flere muligheder for udfoldelse, og forhåbentligt lidt flere lidt mere tolerante mennesker. Her er så min beslutning, som jeg ikke længere kan udskyde: no more lies:

Jeg vil ikke gøre noget som helst for at forsøge at skjule min seksualitet

Jeg vil ikke længere lyve når nogen spørger mig eller lyve ved at fortie og lade som om sex/følelser/forelskelse/forhold ikke interesserer mig

Jeg vil fortælle familien sandheden når de spørger mig om jeg har fundet en fyr, og alle de andre små hentydninger

Jeg vil lade være med at fortie når nogen går ud fra at jeg er hetero

Det skylder jeg mig selv

Det bliver ikke let. Men sådan er det. Hellere forsøge at blive fri end at undertrykke sig selv, lyve og skamme sig. Jeg har ret til at udfoldes og føle kærlighed og have et sexliv. Jeg er også bare et menneske. Jeg er kun 20 år. Disse ting fylder meget i mit liv.

Det sværeste bliver det med familien. Men fortielse er en grim ting. Jeg ønsker at de kender mig og det som er en stor del af mig. Benægtelse er ingen løsning. "Stay true" er den største udfordring. Men det er for uholdbart at lade være.

Det allersværeste er faktisk at få mig selv til at acceptere mig selv. Jeg ved ikke hvorfor det er så svært. Men jeg synes næsten det er pinligt. Jeg har måske altid opfattet mig selv anderledes? Som en pige der skulle have mand og børn. Måske har det altid ligget i kortene? Måske er jeg bare totalt indoktrineret af samfundet omkring mig? Jeg prøver at skabe mine egne parametre/værdier at måle mig selv ud fra, men det er pissesvært. For jeg lever jo ikke i min egen verden. Jeg lever i et samfund som jeg deler med mange andre. Jeg bliver målt og vejet ud fra normer og idealer, som jeg ikke selv har opfundet og måske ikke engang har anerkendt. Hvorfor måler jeg så mig selv ud fra dem? Måske fordi sådan er jeg opdraget? Måske fordi mennesket er et socialt væsen, som higer efter anerkendelse og tilhørsforhold?

Tænk nu hvis det du vejer dit værd efter er ugyldigt. Det er det måske. Det er ikke noget kategorisk eller en objektiv sandhed. Det er måske kultur. Men hvorfor presser det så mange mennesker ned? Hvad skal vi bruge det til, hvis det ødelægger så mange menneskers selvværd og måske endda deres liv?

Jeg har fået nok. Det er nærmest umuligt at frigøre sig totalt, det ved jeg. Men man kan i det mindste forsøge at give sig selv lidt plads. Anerkende sig selv. Vedkende sig en selv. Være sig selv bekendt. Hvorfor skal jeg skamme mig over ikke at leve op til andres forventninger? Er det fordi jeg er kvinde? Er det fordi jeg er opdraget til at måle mig selv ud fra hvor godt jeg lever op til forventninger/idealer/normer? Hvem har opdraget mig sådan og hvorfor? Og hvem får noget ud af det? Jeg tænker tit, at der findes alt for mange ulykkelige mennesker.

Hvad skammer du dig i virkeligheden over? Jeg ved det ikke helt. Men jeg ved at en af tingene er, at jeg overhovedet har forsøgt at leve op til forventningerne. Men hvem har ikke det? At jeg har fortrængt nogle essentielle dele af mig selv. At jeg har gjort ting jeg ikke ville og behandlet mig selv dårligt, og at jeg først selv har kunnet se det efterfølgende. Men det er ok. Nu vil jeg forsøge at tilgive mig selv. Og gøre det bedre i fremtiden. Fordi jeg tror jeg fortjener det.

Free hugs cph

Yesterday we had Free Hugs Campaign danish style! This danish guy had a hugging-event on facebook. Me and 3 friends went to the streets of Copenhagen with a "free hugs" sign. We got a lot of hugs from beautiful amazing happy people! Later we met a danish folk music ensemble/trio called "Dreamers Circus". They wanted us to be in the street with them, their music was great, and i turned out the best day ever... 
free love <3
We will return! Watch Købmagergade, and get free hugs! :)

Intro

This blog is written by different persons. We are danish and we will write about our thoughts on queer stuff, love, sex, relationships and whatever is on our mind. Some texts will be in english and some in danish.