lørdag den 8. marts 2014

Feminisme anno 2014 (?)

Velkommen tilbage til Queerliebe!

Idag er det som bekendt Kvindernes Internationale Kampdag. I formiddags var jeg til et debatarrangement om feminisme anno 2014 på Nørrebro Teater. Men det var så kedeligt, at jeg måtte gå ud i byen og slikke sol. Livet er for kort til old news og prætentiøse ord når foråret er naivt og liderligt.

Denne queer er meget træt. Jeg er træt af ord. Træt af at debattere. Træt af at høre om at alle virkeligheder bare er konstruerede. Træt af at høre om meget simple og grundlæggende ting om queer(teori) og feminisme. Nogle mennesker er bare ikke kommet videre end hvor de (eller vi) var i 00'erne. Jeg er så træt af at diskutere. Den såkaldte venstrefløj sover og det har den gjort længe. Jeg vil se handling! Handling eller kaos!

Anyways, jeg synes faktisk om hele idéen om at prøve at sætte ord på hvad nutidig feminisme er for en størrelse og hvor vi er på vej hen. Jeg vil give mit bud. Jeg har egentligt ikke så meget at bygge det på, eftersom jeg ikke ved meget om hvad der rører sig i de feministiske miljøer. Jeg ser aldrig nyheder og er absolut ikke aktiv i politik mere. Men jeg er dog en person med en krop, som lever i dette samfund side om side med andre personer med andre kroppe og det er jo en historie i sig selv.

Hvad er feminisme anno 2014?
Tja, jeg ved ikke hvad det er. Men jeg ved hvordan jeg synes det skulle være. Først og fremmest synes jeg der er nogle ting vi er nødt til at tage afsked med før vi kan komme videre.

Det ydre
QUEER ER ET PERSPEKTIV. nej det handler ikke om du har hår her eller der, din frisure, din makeup osv. yup kroppen er en legeplads og med simple virkemidler kan man trække kroppen i en mere maskulin eller feminin retning, altså bygget på det vi selv kalder det undertrykkende systems definition af de to poler. men du bliver ikke queer af at have hår under armene og du behøver ikke have kort hår eller whatever for at være feminist. måske er det spændende for nogen, men jeg synes det er direkte kedeligt og jeg synes det fjerner fokus fra at feminisme og queer er SÅ MEGET MERE. Queer er ikke en tøjstil, en sexualitet, undergrundens svar på en hipster, en samlet personlighedspakkeløsning eller endnu et label man kan købe i mega-sejt-og-meget-præcist-defineret-og-slet-ikke-forvirrende-klistermærke-i-panden-shoppen.

DU har svaret. DU ved hvad queer er. Du ved hvad feminisme er.

Genopdragelse
Målet er ikke at feminisme som ideologi skal udbredes. At feminisme bliver accepteret af samfundet. Feminisme skal ikke være en modbevægelse, noget der skal kæmpes for, noget særligt radikalt. OK nu kalder vi det queerfeminisme. Queerfeminisme skal være SELVE systemet. Vi skal ikke bare oplyse og informere folk. Vi skal genopdrages! Opdragelse er ikke det samme som en forelæsning. opdragelse er at gøre noget og så gøre det efter og man er et forbillede for den næste generation, som giver det videre etc. vi skal genopdrages. Det er ikke nok at kvinder/transer/homoer/genderbending heteroer/whatever kinda queers får (næsten) lige rettigheder og kan få lov til at ytre deres forfærdelige feministiske holdninger, for vi skal jo alle have lov til at mene vores. Nej, vi må nedbryde alt det gamle og bygge noget nyt op. Og som vi ved skal der ske en nedbrydning først. Hurra!

Feminisme anno 2014 handler om OS SELV
Det er nemt nok at sige at det bare er de andre der skal oplyses, alle dem som ikke lige kender de fancy begreber eller har mødt en queer eller en feminist og selvfølgelig alle undertrykkerne, dem som har privilegierne, de heteroseksuelle, de glatbarberede, alle de pissefucking normative personager. Jamen jo, kære ven, det er også en god plan, som virkelig er nødvendig!
Men først må vi se på os selv. Og det kommer til at gøre ondt. Sandheden er at jo mere frigjort man bliver, jo mere får man øjnene op for alt det man stadig er bundet af. Måske er det derfor nogle feminister og queers ofte er lidt vrede. Tilgiv os.

Først må vi se på hvilke spor de undertrykkende strukturer, vi er vokset op med, har sat i vores kroppe og vore sjæle. Jeg er syg fordi jeg er et produkt af en syg kultur. Jeg har et sygt forhold til min egen krop. Jeg har et sygt forhold til relationer. Jeg har et sygt forhold til kapitalismen. Jeg har et sygt begrebsapparat, som har ord til at beskrive to køn og kvindekamp, men ingen ord for alt derimellem eller for undertrykkelsen af mandlige kroppes udfoldelse.

Lad os afskaffe ordet feminisme og opfinde nogle andre ord.

Hvordan? det ved jeg ikke. Jeg kan ikke skrive mere.




tirsdag den 28. august 2012

Reborn



jeg tror vi alle går rundt og drømmer om at blive genfødt. i dette liv. "født på ny". det lyder godt. det må være en god følelse. som en ryger der stopper med at ryge. som en overvægtig der taber sig. som en emo der stopper med at drikke rødvin og tænkte negative tanker.
vi venter. jeg venter på at der sker noget nyt. jeg venter på at lykken kommer flyvende. jeg venter på at nogen giver mig en ny krop og et nyt sind. jeg venter på at jeg bliver dygtig til noget. jeg venter på at nogen kommer og redder mig.

MEN DET GØR DER IKKE!!!

der er kun det som er nu. alt er som det er nu. det må du acceptere. og hvis du vil noget andet, så må du gøre noget andet.
jeg mangler tålmodighed. små skridt er nøglen. det er som om jeg kun kan tage kæmpestore skridt. jeg VIL kun tage store skridt. men det orker jeg ikke. så det ender med at jeg bare sidder fast.

fuck

du kan bruge al din tid på at finde ud af hvorfor din mave er oppustet, hvordan du får den perfekte krop, detoxe, lægge den perfekte ugeplan, overveje hvordan du skal stoppe med at drikke kaffe, fordømme andre, kritisere dig selv, være bitter over alt det du ikke gør, pille i din egen fucking navle og drukne dig i det existentielle selvmords boblende lava.

ELLER du kunne bruge tiden på at lave noget. at leve. at gå ud i verden. at få udrettet noget af det du vil. udforske, udvikle. DANSE. og så er det måske ikke så pisse vigtigt, om du lige har indtaget 200 mg  koffein for meget, har appelsinhud på lårene eller verdens mindste patter.
for du kan elske.

Hej hej

søndag den 26. august 2012

torsdag den 16. august 2012

accept

jeg er lidt nervøs. fordi jeg i aften skal ud i verden som mig selv. mig selv? jeg har en til tider iøjenfaldende tøjstil. jeg kan virke meget alvorlig og kedelig. jeg drikker ikke. jeg hader smalltalk. jeg ser måske meget træt ud. jeg har små bryster. jeg føler mange følelser hele tiden. jeg savner dig forfærdeligt meget. og det er ok. det hele er ok.


søndag den 15. juli 2012

labels

fuck definitioner. hvor har jeg været det sidste år? har jeg sovet? tja. jeg er queer. det kan jeg bare mærke. selvom mit udtryk har ændret sig. jeg ligner til tider en stereotyp kvinde (bortset fra kropsbehåringen). men betyder det at jeg lige pludseligt skal opføre mig anderledes? nej. så er vi tilbage ved den evindelige problemstilling. skal mit udseende definere min sexualitet? nej. er det ikke det vi ønsker at tage afstand fra? Kære queer, ønsker du selv det? så lad være med at dømme "de heteroseksuelle" på den måde. Ja, de fleste mennesker ligner måske stereotypen på en heteroseksuel person, men betyder det at de er det? Come on. Jeg har holdt en pause fordi jeg er så pisse træt af fordømmelsen. Den fordømmelse som altid vil udspringe af et kulturelt alternativ til det normative. Fint nok at vi erkender, at der findes undertrykkere. Men det er ikke alle "heteroer" - og at dømme folk ud fra hvem de har sex med? Jeg behøver vist ikke sige mere.....
fuck definitioner. dette udsagn har fået fornyet energi i mit liv. jeg har følt at jeg skulle opføre mig på en bestemt måde, fordi jeg (i hvert fald fysisk) lever op til den og den kønsrolle. "er du så ikke lesbisk mere?" Jeg nægter at definere mig selv. Jeg agter at nægte at definere min sexualitet og mine relationer. "Kan du så kalde dig queer?" Det vil jeg skide på. Jeg er bare et menneske.

mandag den 5. marts 2012

om amori

Igår var aftenen hvor jeg skulle overtale X til at lave et barn med mig. Og her indtræffer livets store spørgsmål: hvordan kan en person klædt i lilla fra top til tå nogensinde overtale nogen til noget?

Han er perfekt. Set med fornuftens øjne. Pæn, smuk, flot hår, flot hud, flot krop, flotte øjne, flotte tænder, højtuddannet, godt job, god indtægt, vegetar, maratonløber, bisexuel, sprirituel, moden på den rette måde, kulturinteresseret, opera-gænger....

Jeg har længe haft denne idé. For det første har jeg været meget skruk de sidste tre år. For det andet mener jeg det er for usikkert at basere en familie på et romantisk kærlighedsforhold. Fordi det er ustabilt. Fordi forelskelse sandsynligvis er en illusion. Derfor fik jeg den idé at få et barn med en ven. For det forhold må kunne holde. Vi kunne anvende insemination og behøvede derfor ikke dyrke sex.

Jeg havde overvejet ham her længe. Men han ville altså bo sammen. Ok, ikke en del af min oprindelige plan, men sikkert praktisk og godt for barnet.
Så jeg har forsøgt at forestille mig os to og et barn i et forstadsrækkehus i 18 år. Uden sex, uden kærester. Vi kunne selvfølgelig have et åbent forhold. Men mon det øger dating-chancerne, at man bor sammen med ham man har et barn med? Næppe.
Det ville være så praktisk, denne konstellation. En form for arrangeret ægteskab, en alternativ familie, totalt progressivt i nogle øjne. Økonomisk sikkerhed, som kunne gøre, at jeg kunne bruge al min tid på min (økonomisk ufornuftige) kunst.

MEN - jeg tror jeg allerede har droppet det. Jeg kan ikke. Det føles ikke rigtigt. Det tænkes rigtigt. Men jeg lever på følelser.

Måske er idéen om parforholdet og dertilhørende forelskelse en syg illusion. Men hvilken illusion.
Fra nu af er jeg ligeglad med om noget er en illusion eller ej. Jeg vil bare leve det. For mig existerer der kun stemninger, øjeblikke.

Jeg lukker øjnene og mærker. Hører kærlighedstemaet fra Jurassic Park for mig. Det får mig til at smelte. Det er min sang, for jeg har selv spillet den med min egen krop, i det mest fantastiske falske forår, jeg nogensinde har oplevet.

Jeg tænker tilbage på dengang jeg var hjemme hos Y, og vores forhold egentligt var afsluttet. Vi drak kaffe siddende på sengen. Det uundgåelige måtte ske. Han lagde hovedet i mit skød, jeg nussede hans hår. Det var som om min mave blev svimmel. Det føltes så fucking rigtigt. Den følelse - er det bedste i verden. Jeg kan næsten føle den endnu. Den breder sig i hele kroppen. Suk.

Den samme form for følelse kan man opleve fysisk, når man spiller musik. Trods alle de hårde, ensomme, slidsomme dage på øvebænken. Falske toner, manglende koncentration, mislykkede koncerter, middelmådige præstationer....
- så kan det ske, lige pludseligt, for enhver. Et øjebliks lykke, fuldkommenhed, et stykke angst overdækket med kosmisk solskin. Og vi ved det - vi ved, at det er derfor vi fortsætter. Dag efter dag. Lever, ånder, græsser, danser, tekster.

Og dér kom en tanke til mig; jeg vil hellere opleve 28 minutters ægte, passioneret, altopslugende, vanvittig, teenageforelskelsesagtig - kærlighed, end et helt liv et et arrangeret, måske forholdsvis velfungerende, venskabeligt forhold (hvor mange børn det så end kunne bibringe mig).

For jeg er et menneske, som lever for de små og store øjeblikke, og lever dem, uanset prisen.

Det er du måske også?
TILLYKKE med det !
<3 <3 <3

Glædeligt forår

tirsdag den 14. februar 2012

the looks

Drømte at mit hår var blevet klippet kort. Og jeg var ikke glad for det. Følte jeg havde mistet noget. JA, kære læser, denne tidligere skaldede androgyne emo er blevet en rigtig kvinde. Og dog, ville nogen måske sige. Jeg forstår nu filmen "Antichrist". Naturen styrer kvindens krop. Min krop. Hormoner driver mig i de mærkeligste retninger. Mod stereotyper. Mod testosteronpumpede kroppe. Mod popmusik. Ansigt til ansigt med mit eget indre dyr. HEJ
Måske leger jeg bare. Måske elsker jeg. Måske er det menneskeligt. Måske svæver jeg i det tomme rum.