Det er længe siden jeg har skrevet. Jeg har levet i et straight liv.... eller har jeg?
Denne queer har fået langt, glansfuldt hår, store muskler, trimmet kropsbehåring og er begyndt at score det modsatte køn. Velkommen til mit liv.
I fredags var det Have Sex With a Guy With A Moustache Day. Denne videokampagnes heterosexistiske undertoner gider jeg slet ikke bruge tid på.. jeg vil hellere dele nogle andre tanker med jer.
For et år siden havde jeg med sikkerhed gået rundt med malet overskæg i denne her måned. For jeg skulle da også være med. Som de siger i videoen, hvad kan kvinder gøre for at støtte Movember? åbenbart ikke andet at have sex med en mand med skæg. Nå, som sagt nok om det...
Jeg tænkte, at jeg ville have mig et overskæg præcis den dag, for man kunne vel også bare score en kvinde med overskæg... altså mig. Så det fik jeg. Men jeg havde det rigtigt mærkeligt med at skulle gå ud i det offentlige rum med det. Der var engang, hvor jeg ville have gjort det uden overvejelse.
Hvorfor føler jeg ikke rigtigt for det nu?
Jeg tror jeg har flyttet fokus fra udseende, den ydre queer, til noget andet. Eller også er jeg blevet normaliseret. Eller også er jeg bare pisse træt af at diskutere, at være den bitre feminist.
Ja, tro det eller ej, kære queers, måske er denne queer blevet træt af at være vred!
Tilbage til Have Sex With a Guy With A Moustache Day.
Begynder dagen iklædt sort skjorte og overskæg. Har det godt. Ser mig selv i spejlet. Tager billeder. Vasker overskægget væk.
Ser mig selv iføre mig en stram kjole, som fremhæver min velformede røv og mine fødedygtige hofter. Tager 2 bh'er på, så mine bryster ser større ud. Eyeliner og mascara og masser af læbepomade, så jeg får store fugtige læber og ditto øjne.
Kan ikke kende mig selv. Kan aldrig kende mig selv. Er konstant frustreret, undtagen når jeg er nøgen.
Hvad er problemet? At jeg føler mig som en kæmpe fake i begge outfits. At jeg føler alle fokuserer så meget på udseende, ikke kun det, men image, iscenesættelse, identitet, statement, signalement. Det gør jeg også. Ingen kan sige sig fri. Nej, heller ikke diverse subkulturer. Queer, gay, punk, ungdomshuset, alternative, whatever I nu kalder jer selv, især ikke jer. Os. Er det ydre virkelig det, som repræsenterer en person, er det en spejling af identiteten? Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg meget sjældent føler mig som mig selv. Hvad skal jeg gøre?
Nå, af med makeuppen. Jeg træder ud i verden med et nøgent ansigt, som udtrykker den oprigtighed, jeg søger hos andre.
P.S. Jeg er et overfladisk menneske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar