En dag kom jeg pludselig til at tænke over noget. Jeg kan kaldes single. Jeg har ikke haft en kæreste i 2 år. Bør jeg være ked af det? Det synes jeg ikke... Der er noget jeg ikke kan lide ved ordet single. Det lyder lidt som om man er ufuldkommen.. dette indlæg skal ikke forstås som et argument mod parforhold, som kan være en god ting. Men det handler om at man ikke behøver være trist og mangle kærlighed selvom man ikke har en kæreste. Så jeg tænkte at hvis man ikke har det, så kan man være sin egen kæreste. Kind of. Man kan gøre nogle af de ting kærester normalt gør sammen:
- giv dig selv blomster
- inviter dig selv ud at spise
- tag på café og nyde dit eget selskab
- lav en god middag til dig selv og spis den med stearinlys på bordet
- gå i biografen
- sig til dig selv at du er smuk
- sig til dig selv at du elsker dig
- køb noget sexet undertøj og nyd synet af dig selv i spejlet
- køb noget lækkert sexlegetøj og sæt en aften/dag af til dig selv
Alternativt kan man bruge sine venner. Man kan gøre ovenstående ting +
- kramme/putte
- ligge i ske
- holde i hånd
- fejre årsdag
(hvis man vil kan man kysse og have sex).. men så er man nærmest kærester? Er man? Det kunne jeg godt tænke mig at høre nogle bud på..
... og det er der vel ikke noget galt i at gøre?
Det er vigtigt at give sig selv noget kærlighed! Vi gider ikke gå rundt og være triste mens vi venter på at andre skal gøre det!
Håber du får en romantisk aften ;)
Fantastiske tanker, Mensch. Jeg har selv overvejet lignende tidligere, men er kommet fra det igen. Jeg tror, jeg vil prøve at efterleve det. Være forelsket i mig selv, når jeg kan. Bebejle mig selv. Forkæle mig selv på en ikke-destruktiv måde. Tak for skubbet. ;)
SvarSlet