Skønhedsmyten
I 9. klasse læste jeg bogen "Skønhedsmyten" af Naomi Wolf, som jeg var meget begejstret for. Mere om den senere. Forfatteren hævder i bogen, at det mest provokerende en kvinde kan gøre er at være totalt ligeglad med sit udseende, lade være med at leve op til skønhedsidealet og derved være med til at nedbryde det. På det tidspunkt synes jeg det lød genialt, så jeg ville prøve det. Jeg levede i forvejen ikke rigtigt op til skønhedsidealet, da jeg havde afskrevet alt der hed barbering, make-up, bh'er, sexet undertøj og stiletter. Senere røg håret også. Jeg var dog stadig en del af skønhedsmyten, for det der med at være ligeglad med sit udseende, det var svært. Og det behøver man vel heller ikke, måske er det bare skønhedsmyten man skal skide på. Jeg er efterhånden kommet frem til en anden formulering af Naomi Wolfs påbud. Jeg indså, at selvom jeg gjorde alt for ikke at leve op til idealet, så dømte jeg stadig mig selv ud fra det, og lod også andre dømme mig. Dvs. uanset hvad kunne jeg kun opfattes som uattraktiv, uplejet og usexet. Og det var sådan jeg følte mig. Indtil jeg mødte nogle andre mennesker. Nogle af dem mødte jeg på Cph Queer Festival 2010. Mennesker som virkelig skider på de her idealer, men samtidig har en udstråling der vidner om at de er stolte af deres krop, de føler sig smukke (og sexede). Naomi Wolfs påbud i revideret version lyder således:
Det mest provokerende, progressive og bedste en kvinde kan gøre for at dekonstruere skønhedsmyten, er at lade være med at leve op til skønhedsidealerne OG samtidig insistere på at hun (alligevel) er smuk, sexet og attraktiv!
(hvis man altså har lyst til at være det... om en kvinde absolut skal være sexet er en anden diskussion, som kommer senere)
Du er fantastisk Tab!
SvarSletJeg fik samme reaktion, da jeg læste Skønhedsmyten for et par år siden. Lod mine hår gro under armene, stoppede med at bruge makeup.... og erkendte efter ca. et lille års tid, at det bare ikke holdte, fordi jeg netop følte mig så uattraktiv og "forhutlet". Jeg ved heller ikke hvorfor, men jeg kunne ikke rigtigt vaske svedlugten af mine armhuler i den sidste periode, inden jeg barberede hårene af igen. Jeg har valgt at bruge make up igen, når jeg har lyst, men er meget obs på, at det ikke er hver dag. Desuden er mit make-up-valg alligevel næsten altid drag'ish = fuck skønhedsidealerne. Fed og relevant blog. :)
SvarSletDet sidste billede er godt nok skræmmende :O
SvarSletJeg tror, mange tror at andre går meget op i, hvad de gør og ser ud. Jeg vil dog vove den påstand, at det gør de måske ikke helt så meget igen. Ofte er det nok os selv, der sætter barrierer op for en selv og foretiller os at andre tænker en hel masse om os.
Grænserne flytter sig jo også hele tiden. Nu er drenge/mænd også begyndt at hoppe på bølgen. Det er snart reglen mere end udtagelsen at unge fyre barberer sig diverse steder på kroppen. Om 20 år make-up nok også nået til mænd.
Men uanset må man jo gøre, det man synes er komfortabel. Hvis man ikke synes, det er komfortabelt med eksempelvis hår under armene, så af med det. Der er vel heller ikke nogen grund til at leve op til et særligt Queer-vi er frigjorte-look, hvis man ikke bryder sig om det...
Svedig blog ^_^